Innovationsminister Sophie Løhde var i dag nået til Vesthimmerland på sin Danmarksturné.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Når innovationsministeren melder sin ankomst, skal man som kommune selvfølgelig fremvise noget innovativt. I Vesthimmerlands Kommune blev Sophie Løhde derfor inviteret med på toiletbesøg i Vindblæs, hvor kommunen den 27. oktober inviede landets første digitale toiletter på Toppedalskolen.
Anført af borgmester Knud Kristensen som vært, kunne ministeren ved selvsyn se, hvordan man har forsøgt at løse problemet med at skoleelever ikke vil gå på toilettet. Egentlige resultater er der endnu ikke nogle af, men konceptet er allerede på vej til at sprede sig til andre dele af landet. Både Aarhus og Lyngby har vist interesse for de digitale toiletter.
Sophie Løhde er i gang med en turné rundt til alle landets kommuner. Vesthimmerlands Kommune var nummer 68 i rækken, som har fået besøg i løbet af det seneste trekvarte år.
Udover Toppedalsskolen besøgte innovationsministeren også Ulstruplund i Hornum, hvor det tidligere plejehjem er omdannet til børnehave og hjemsted for kommunens Center for Kompetence og Afklaring.