Jens Erik Pedersen fra Løgstør startede 1. august 1979 som deltidsbrandmand ved Falcks Redningskorps i Løgstør. Dermed kan han fejre 40 års jubilæum som brandmand.
Jens Erik Pedersen stammer fra Salling ved Løgstør, hvor han er opvokset og har fået sin skoleuddannelse. Efter endt skoleuddannelse blev Jens Erik uddannet som mekaniker v/ Vindblæs Autoværksted.
1. maj 1972 startede Jens Erik Pedersen som værnepligtig ved Søværnet i Auderød ved Frederiksværk. Herfra kom Jens Erik til
ubådseskadren på Holmen. Her fik han forsmag på det at være brandmand, idet alt personel, der gjorde tjeneste i ubåde, skulle
uddannes som brandmænd.
Præcis et år senere startede han som mekaniker i Brøndum Autoværksted og kom senere herfra til Renault i Brovst.
I august 1979 bliver Jens Erik Pedersen ansat som værkstedsbestyrer hos Dalsøbiler i Løgstør og starter samtidig som deltidsbrandmand ved det lokale Falcks Redningskorps.
I 1984 skiftede han job og blev reparatør/rejsemontør hos daværende Scandiccamp i Løgstør og kom derfra videre til Jeld-Wen, hvor han stadig er i dag.
Jens Erik Pedersen har deltaget i mange forskellige udrykninger igennem årene og høster stor anerkendelse for sin indsats som redningsmand. Hans første brand som røgdykker var på Gatten Møllevej, hvor der var ild på loftet i en staldbygning, hvor der blev udført dyreredning. De nåede lige at komme ud inden loftet faldt sammen.
Udover at deltage i udrykninger har Jens Erik i mange år været formand for brandmandsforeningen, talsmand for brandmændene og stationens arbejdsmiljørepræsentant.
Sin fritid bruger Jens Erik Pedersen sammen med sin hustru Bodil, søn og svigerdatter, børnebørn samt hus og have. Jens Eriks fritidsinteresser er golf, badminton og skiture.
- En stor tak til Jens Erik Pedersen for hans indsats i 40 år. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde, lyder det til jubilaren fra driftsleder hos Falck Vesthimmerland, Tommy Sørensen.