Dommertrioen havde smag for Helle Johansens bidrag til Løgstør Handelsstandsforenings kagekonkurrence og kårede hende som vinder.
En halv snes kager var indleveret til kagekonkurrencen, som Løgstør Handelsstandsforening i går eftermiddag havde stablet på benene. Kagerne blev stillet frem til skue i Østerbrogade, hvor byrådsmedlem Jens Lauritzen, sognepræst Pernille Vigsø Bagge og bagermester Nikolaj Thomsen havde den misundelsesværdige ære at smage for på alle kagerne.
Dommertrioen skulle finde de tre bedste, og rangordne dem, for der var henholdsvis 500, 1000 og 1500 kroner til nummer 3, 2 og 1 i konkurrencen.
Theresa Berg Andersen snuppede 3. pladsen overgået af Katayoun Yousefzdeh. Vinderen blev Helle Johansen fra Hemdrup, som med sin egen beskrivelse havde fremtryllet en "forbedret hindbærtærte" med mange lækkerier.
Hun er tidligere køkkenassistent og har god erfaring udi i bagværkets kunst. Så gode, at hendes datter på et tidspunkt har tilmeldt hende tv-programmet "Den store bagedyst". Selv valgte Helle Johansen at melde fra tv-konkurrencen. Men måske sejren i går har givet hende lyst til alligevel at tage udfordringen op i større skala.
Kagekonkurrencen blev afholdt under den sidste "sommertorsdag" med ekstra lang åbningstid i Løgstør, hvor der blandt andet også var musikalsk underholdning med Papa El-Prebskii, der for 4. torsdag i træk satte gang i gaden med trommerytmer og en masse energi.
Og de lækre kager forsvandt hurtigt, da de mange folk på gaden fik lov at smage på de søde sager.