Vesthimmerlands Kloak og Beton ApS kåret som Gazelle 2014 blandt kun 8 vesthimmerlandske virksomheder.
I en tid hvor dansk økonomi har hårdt brug for vækst, men ofte oplever stagnation eller ligefrem tilbagegang, er det positivt at være vidne til, når det lykkes for danske virksomheder at skabe vækst og nye arbejdspladser. Og det er især positivt, når det sker blandt lokale virksomheder i Vesthimmerlands Kommune.
På den baggrund var det en glad Peer Sørensen fra Vesthimmerlands Kloak og Beton ApS, der tirsdag den 21. oktober 2014 kunne modtage æren og et diplom som Gazellevirksomhed 2014 ved et arrangement på Comwell Hvide Hus i Aalborg.
Gazellevirksomhederne blev introduceret i 1995 af Børsen for at sætte et særligt fokus på virksomheder i vækst og for at give et anerkendende skulderklap til de mange virksomhedsindehavere rundt om i landet, som dagligt knokler for at skabe succes for deres virksomheder og dermed skabe netop den vækst og de arbejdspladser, som er hele grundlaget for dansk økonomi og velfærd.
Siden 1995 er ’Gazellen’ blevet et synonym for danske vækstvirksomheder, idet en Gazellevirksomhed kort fortalt er defineret ved et selskab, der i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.
Baseret på regnskaberne for 2010, 2011, 2012 og 2013 har Vesthimmerlands Kloak og Beton ApS, der blev grundlagt i 2007, øget omsætningen med 110% og kan dermed kalde sig Gazelle 2014 som kun én blandt 8 selskaber i hele Vesthimmerlands Kommune.
Det er i øvrigt andet år i træk, at Vesthimmerlands Kloak og Beton ApS bliver kåret som Gazelle, hvilket også skete i 2013. Blandt de mange Gazellevirksomheder, som er kåret siden starten i 1995, er det kun ca. hver femte Gazelle, der formår at blive Gazelle to gange, mens der for knap 60% af Gazellerne er tale om en enkeltstående begivenhed. Så en helt igennem flot bedrift af Peer Sørensen, at sikre virksomheden status som Gazellevirksomhed i både 2013 og 2014.
Vesthimmerlands Kloak og beton holder i dag fire mand fuldtidsbeskæftiget. Derudover passer Peer Sørensens hustru Kirsten kontorarbejdet i sin fritid.