I forbindelse med kulturugen AHA er det lykkedes at få kontakt med den selvejende fritids- og ungdomsklub ”Pumpestationen, som til dagligt har til huse på Østerbro i København.
Det er det lokale byrådsmedlem Rasmus Vetter der har etableret kontakten og som har sammensat et spændende program for de unge mennesker fra ungdomsklubben. De er alle i alderen 12 – 16 år og deltager primært i to af ungdomsklubbens afdelinger – nemlig musik og E-sport.
Når de unge mennesker ankommer til Aalestrup om onsdagen i uge 10, bliver de indkvarteret på vandrehjemmet. De efterfølgende dage skal de igennem et spændende program.
Musikafdelingen skal blandt andet deltage i en sangskrivningsworkshop på Realskolen, spille på byens plejehjem og til indvielsen af de nye bygninger i Børnehuset Aalestrup. Turen går også til Aars, hvor der lørdag spilles en koncert i det nye ungdomshus ”Hotspot”.
Også E-sportsafdelingen skal dyste mod lokale jyske E-sportshold, både i Aalestrup og i Aars.
”Besøget er et udviklingsprojekt, hvor unge bygger bro mellem de forskellige landsdele, og skaber relationer med musik og E-sport som fælles tredje” fortæller musikpædagog Harald Juul, og allerede nu arbejdes der så småt med tanken om at lave et genbesøg i det københavnske med den lokale ungdomsskole.
”Hvis man får lyst til at opleve og høre de unge mennesker fra Pumpestationen, er der mulighed for at kommer forbi hallen fredag d. 6. marts imellem kl. 10.00 og 12.00. Her vil der også være mulighed for at få en gratis kop formiddagskaffe og lidt kage.
Borgmester Per Bach Laursen byder velkommen og byens 4 institutioner viser, hvad der er blevet arbejdet med i løbet af kulturugen. Der er gratis adgang og alle er velkomne.” fortæller viceskoleleder Brian Svendsen.