En afstemning om refusion af inklusionspenge til de vesthimmerlandske skoler endte i dag uafgjort og gav total forvirring i byrådet, som var flyttet på midlertidig ny adresse.
Af Jacob Dalgaard
Borgmester Per Bach Laursen så sig i dag nødsaget til kortvarigt at suspendere byrådsmødet for at få styr på afstemningsreglerne. Det skete efter at byrådet ved en afstemning om tilbageførsel af inklusionsmidler til skolerne endte med stillingen 13-13. Venstres Jens Lauritzen var fraværende, og to socialdemokrater, Doris Lauritzen og Anders Kjær Kristensen, stemte imod deres partifæller, hvilket gav basis for den usædvanlige situation.
Mens byrødderne fik lejlighed til at strække ben, havde kommunaldirektør Henrik Kruuse travlt ved telefonen for at få styr på regelsættet.
For skolerne havde afstemningen stor betydning. I 2017 blev 93,8 % af alle elever inkluderet på kommunens distriktsskoler, og byrådet besluttede dengang, at målet er at nå op på 95 %. En del af aftalen betyder, at de sparede inklusionsmidler samtidig skal føres tilbage til skolerne.
I 2018 blev der sparet 800.000 kroner og i 2019 4,2 millioner kroner. Begge beløb blev fordelt ligeligt blandt kommunens folkeskoler, hvilket er en model, som er en klar fordel for de mindste skoler. I år forventes besparelsen at ende på 3,5 millioner kroner.
Sagens kerne er, at et mindretal i Børne- og Familieudvalget ønsker, at pengene tilbageføres til skolerne efter antal elever på den enkelte skole på samme måde som skolerne får deres øvrige midler. Et flertal med udvalgsformand Inger Nielsen (V) i spidsen har i stedet vedtaget at pengene skal fordeles efter en helt tredje model, der kombinerer de to andre modeller.
Signe Nøhr fra Konservative havde imidlertid taget sagen videre til dagens byrådsmøde, der ekstraordinært var flyttet til Messecenter Vesthimmerland. Her skød hun den hidtidige ordning ned:
- Er det fair, at en skole med 68 elever får det samme som en skole med 650 elever, spurgte den konservative borgmesterkandidat retorisk.
Det tvetydige svar fik hun så ved afstemningen, der endte uafgjort. Og da kommunaldirektøren havde fået klarhed over slagets videre gang, ringede borgmesteren med klokken og satte en ny afstemning i gang, hvor der så skulle stemmes om Børne- og Familieudvalgets mindretalsindstilling. Den endte - ikke overraskende - også 13-13.
Dermed faldt begge forslag, og sagen går nu tilbage til Børne- og Familieudvalget. Medmindre udvalget fremtryller en ny model, vil sagens afgørelse formentlig finde sted på det næste byrådsmøde efter sommerferien. Udfaldet til den tid må forventes at afhænge af, om der er afbud. Kommer alle mand, og Jens Lauritzen stemmer det samme som de andre Venstrefolk, bliver det kombinationtildelingen, der vinder. Medmindre nogen skifter mening henover sommeren.