En række lodsejere i Løgstør og Ravnstrup får nu 7 år ekstra til at slutte sig på fjernevarmenettet. Det skyldes en forglemmelse i Vesthimmerlands Kommune, som nu risikerer erstatningsansvar overfor Løgstør Fjernvarme.
Af Jacob Dalgaard
Da Løgstør Fjernvarme i 2010 udvidede sit forsyningsområde med Tolstrupvej, Bredgade og Ravnstrup, valgte Vesthimmerlands Kommune samtidig at udnytte reglerne om kollektiv varmeforsyning ved at indføre tilslutningspligt for ejendomme i de berørte områder. 144 ejendomme i Løgstør og 56 i Ravnstrup skulle således i løbet af 9 år slutte sig på fjernvarmenettet.
De berørte ejere modtog imidlertid aldrig et brev med pålæg om tilslutningspligt. En medarbejder ved kommunen glemte ganske enkelt at få brevene sendt ud.
Niels Krebs Hansen (K), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommuine, erkender blankt, at kommunen har begået en fejl. Efter at have konsulteret en jurist har udvalget således erkendt, at tilslutningspligten med det manglende brev ikke er gældende. De ejendomme, som senest om to år skulle have været koblet på fjernvarmenettet, kan altså fortsætte med oliefyr, naturgas eller fastbrændselsfyr. I hvert fald et godt stykke tid endnu.
Niels Krebs Hansen oplyser, at udvalget nu gennemfører den oprindelige plan om tilslutning- og forblivelsespligt. Men det betyder, at de berørte ejendomme har 9 år til at tilslutte sig fra nu af. Altså 7 år ekstra end tiltænkt.
Selv om 98 ejendomme i de berørte områder frivilligt har koblet sig på fjernvarmenettet i løbet af de 7 år, betyder fejlen, at Løgstør Fjernvarme har udsigt til at lide tab ved at skulle vente 7 år på at få de sidste ejendomme med. Det kan betyde, at Vesthimmerlands Kommune bliver afkrævet erstatning.
Lokaltindblik.dk har spurgt Løgstør Fjernvarmes formand, Uffe Bro, om der venter kommunen et erstatningskrav.
"Vi har indtil videre taget forbehold for erstatning, men endnu ikke opgjort vores tab," lyder svaret fra Uffe Bro.
Læs også: 450 husstande skal skifte fra naturgas til fjernvarme