Tirsdag d. 23. april 2019 - Årgang 14
Fra venstre ses Kirsten Stokholm, Christina Beltoft og Morten Andersen

Komponist skrev over 900 melodier

01-02-2019

Løgsted kirke var fyldt op, da der i aftes var nytårskoncert med nogle af Kai Norman Andersens mange sange,

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Omkring 90 mennesker havde i aftes taget plads på bænkene i Løgsted kirke, hvor der var nytårskoncert med "Kai trioen". Den lille kirke var således fyldt helt op til en aften i Kai Norman Andersens univers.

Den danske komponist, som levede fra 1900 til 1967 står bag nogle af datidens mest kendte melodier som eksempelvis "Jeg har en ven, en rigtig sailor", "Hot hot", "Alle går rundt og forelsker sig", "Nu titte til hinanden" og "Undskyld hr.! Må jeg byde Dem et kirsebær".

Det ene medlem af Kai trioen er en god gammel kending af Løgsted kirke. Christina Beltoft er barenfødt i Løgstør og har tidligere været organist i både Løgsted og Løgstør kirke. De øvrige medlemmer i trioen er Kirsten Stokholm og Morten Andersen.

Med over 900 melodier på Kai Norman Andersens repertoire blev nytårskoncerten naturligvis til et udvalg af de bedste, og indimellem fik tilhørerne lov til at synge med på fællessange.

Efter koncerten blev der serveret masser af lagkage og varm kaffe i våbenhuset.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!