Rotary i Aars har foreslået Vesthimmerlands Kommune og Region Nordjylland et nyt kunstværk til det nyopførte Kimbrerparken i Aars. Hovedparten af regningen skal modtagerne dog selv betale.
Af Jacob Dalgaard
Et 1,5 meter højt og 3 meter langt billede til Kimbrerparken til 35.000 kroner er af Rotary foreslået indkøbt til kimbrerparken, som er det nye kommunale/regionale boligbyggeri i Aars for borgere med psykiatriske diagnoser. Prisen på kunstværket er 35.000 kroner.
Men i følge Rotarys forslag skal Vesthimmerlands Kommune selv betale 15.000 kroner, og det samme skal Region Nordjylland. Dermed udgør Rotarys andel blot 5000 kroner.
Det er blandt andet faldet byrådsmedlem Uffe Bro for brystet. I et læserbrev her på Lokaltindblik.dk: "Jeg synes det lyder lidt uforskammet. Man kan da ikke stå som den glade giver og forvente at blive rost for sine almennyttige gaver, når skatteborgerne tvinges til at betale gaven," skriver Uffe Bro.
Billedet er af den gamle dyrskuegrund, hvor der sættes 3 glasplader over, og efterfølgende males på glaspladerne. Motivet forestiller blandt andet en violinspiller og et cirkus. Baggrunden for valg af dette motiv er blandt andet, at der på dyrskuegrunden også tidligere har været cirkus hver sommer. Ved siden af billedet monteres en knap, hvor man kan trykke, og så fortælles historien om dyrskuepladsen i ca. 5 min.
Sundshedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune vil drøfte forslaget i morgen.