Som led i kampagnen ”Organiseret byggeri” har nordjyske fagforeningsrepræsentanter aflagt besøg på 34 lokale byggepladser i Aars, Farsø, Løgstør, Nibe, Hobro og Fjerritslev. Det blev en god dag med dialog med bygherrer, håndværksmestre og kolleger.
Dog bekymrer det kampagnens leder, næstformand Alex Pedersen, 3F Midtfjord, at kun fire af de håndværkere, 3F-repræsentanterne mødte, var lærlinge.
- Til gengæld mødte vi 17 udenlandske håndværkere – hovedsageligt østeuropæere, fortæller Alex Pedersen. Det kunne tyde på, at flere byggefirmaer vælger den lette løsning at ansætte udlændinge fremfor at sørge for, at de unge mennesker, som har lyst til håndværksmæssige uddannelse, får en praktikplads og dermed en uddannelse.
Der efterspørges kvalificeret arbejdskraft fra mange virksomheder. De bør efter Alex Pedersens opfattelse i egen interesse tage et samfundsmæssigt ansvar og få nogle unge mennesker uddannet i stedet for at importere østeuropæisk arbejdskraft.
- Tilmed bliver mange af de beskæftigede i den importerede arbejdskraft dårligt behandlet, en uskik, som ikke skal udvikle sig. Det er dog glædeligt, at nogen tager lærlinge ind og giver håbefulde unge mennesker en god håndværksmæssig uddannelse, fastslår Alex Pedersen.
Rigtig glad for at arbejde hos Henriksen & Madsen
Murerlærling Rasmus Kjær Jensen, Skovsgaard, var en af de få lærlinge, 3F mødte.
- Jeg vaklede imellem en pædagog- og mureruddannelse. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte at gå efter murerfaget, og jeg kan kun anbefale andre unge at tage en håndværksuddannelse i stedet for en boglig uddannelse, hvis lyst og evner går i den retning, pointerer Rasmus Kjær Jensen, som er meget glad for at arbejde hos Henriksen & Madsen, Løgstør, på Aars Boligforenings boligbyggeri på Mortensgade i Farsø.
Som led i ”Organiseret byggeri” opfordrede 3F- repræsentanterne bygningsarbejderne til at gå aktivt ind i samarbejde om akkord, lønforhandlinger og arbejdsmiljø.
- Når et firma har seks medarbejdere eller derover, har medarbejderne ret til at udpege tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, understreger Alex Pedersen. Det vil tjene alle og forbedre en god dialog. Hvem vil ikke have et godt arbejdsmiljø samt ordnede forhold med hensyn til akkord og god planlægning?
Organiseret byggeri afvikles et par gange om året.