Peter Buchreitz Harbo er med sine blot 18 år den yngste kandidat til kommunalvalget i Vesthimmerland, hvor han går efter de yngste vælgere.
Af Jacob Dalgaard
Peter Buchreitz Harbo fra Farsø føler sig overbevist om, at han fra den 1. januar kan kalde sig byrådsmedlem. Den 18-årige unge mand har på forhånd fået stor opbakning fra sine skolekammerater på HHX i Aars, hvor han til daglig går i 3. g. Kammeraternes synes, det er fedt, at han gider stille op.
- Jeg stiller op for at være de unges stemme. De mangler en stemme i byrådet i dag, siger Peter Buchreitz Harbo, der kalder sig liberalist.
- Af natur er jeg liberal og vil søge liberale løsninger, og jeg er også mere liberal end mine partifæller på Venstres liste, siger den 18-årige byrådsaspirant.
Politik er ikke slet ikke et nyt gebet for ham. Hans mor Lise Harbo har selv siddet i byrådet, og for to år siden meldte han sig ind i Venstre Ungdom i Vesthimmerland. Her endte han med at blive formand efter blot to måneder.
Da VU skulle stille med en kandidat til Venstres opstillingsliste var Peter igen klar.
- Jeg ville ikke tage glæde fra andre, hvis der var nogen i VU, der ville have pladsen. Men det var der ikke, og jeg vil gerne det hele, og så sprang jeg til, siger Peter Buchreitz Harbo, der ved siden af skolen har et job i Rema 1000 i Farsø.
Udfordringen bliver at få de unge til at stemme
Selv om den unge kandidat føler sig sikker på en plads i byrådet, sælger han ikke skindet før bjørnen er skudt. Han ved, at han skal vælges af de unge, og den største udfordring overhovedet bliver at få dem til at stemme. De yngste vælgere, er oftest dem, der bliver hjemme på valgdagen. Derfor vil han også føre en aktiv valgkamp.
- Jeg har haft mange møder med de ældre kandidater. De anbefaler avisannoncer, avisannoncer og atter avisannoncer, men det tror jeg ikke rigtigt på til min målgruppe. Det bliver via Facebook og ved at uddele fliers på erhvervsskolerne og på VHG i Aars. For mig vil det være en sejr bare at få dem ud at stemme, siger Peter Buchreitz Harbo.
Det yngste medlem af byrådet i dag er Signe Nøhr fra De Konservative, som blev valgt ind i 2013 som 19-årig.
Ingen støtte til ungdomshus
Det nuværende byråd besluttede for nyligt at afsætte 600.000 kroner til et ungdomshus, og så kunne man jo tro, at det var et projekt, den 18-årige kandidat ville følge til dørs. Men den liberale Peter Buchreitz Harbo er faktisk ikke stor fan af det projekt.
- Det bekymrer mig, at der kun var 3 ud af 250 elever, der havde lyst til et ungdomshus, da jeg stillede spørgsmålet på en morgensamling på skolen. Derfor skulle pengene måske i stedet bruges på noget andet for de unge, lyder visionen fra den unge politiker.
Om Peter Buchreitz Harbo får indflydelse på det, afgøres om præcis en måned, når de vesthimmerlandske vælgere den 21. november går til stemmeurnerne. For ham afhænger valgdagen især af, om det lykkes at få de yngste vælgere til at bruges deres demokratiske ret til at stemme.