Ranum Efterskoles venskabsskole i Nepal er delvist kollapset efter et jordskred. Efterskolen har med støtte fra Lions Club Løgstør fundet pengene til at genopbygge skolen.
Den 18. januar 2020 rejser Ranum Efterskole College til Nepal for 14. gang for at besøge venskabsskolen Shree Shiva Shakti Secondary School i Meetche. Denne gang bliver der dog tale om at hjælpe med genopbygningen af skolen, hvor en væg er væltet og en side af skolens boldbane er ødelagt efter et jordskred.
En pose penge rækker noget længere til skolerenovering i Nepal end i Danmark, og de samlede omkostninger skønnes at løbe op i omkring 35.000 danske kroner. Ranum Efterskole College har fundet de 25.000 kroner.
De resterende 10.000 har Lions Club Løgstør doneret. Lions støttede også, da den nepalesiske skole blev opført i 2013-14.
I går dukkede Rasmus Gammelholm fra Lions Club Løgstør op på efterskolen i Ranum og overrakte de 10.000 kroner til forstander Olav Storm.
Rasmus Gammelholm er glad for den opbakning, der er til klubbens aktiviteter. Blandt andet Vilsted Sø Løb, som er med til at generere de midler, som kan bruges til at støtte gode formål både lokalt, nationalt og som her internationalt.