I morgen får Løgstør igen en professionel fotograf i byen, når Torvegade Foto åbner med en reception.
Siden Inge E. Olesen lukkede sin forretning i Blindebomsgade i 1993 har der kun været sporadiske forsøg på at drive fotograf-forretning i Løgstør. Men fra morgen kan familien igen samles foran kameralinsen til portrætfotografering hos en professionel fortograf i byen. Her åbner Torvegade Foto, og det sker med en reception i det nye fotostudie på 1. sal i Torvegade 9
Det er Leif Henriksen, der har forpagtet lokalet, men det er Michael Hansen, der bliver manden bag kameraet. Han bor i Randers men har meget af sin færden på egnen som freelance-fotograf. Han har mange års erfaring som blandt andet skolefotograf og pressefotograf.
I studiet på 1. salen kan man blive fotograferet med baggrund i forskellige farver. Michael Hansen tager dog også gerne ud og "skyder billeder" af alt mellem himmel og jord. Blandt andet bryllupsfotografering. Kunderne skal dog ringe i forvejen og aftale en tid, da studiet ikke altid er bemandet.
Da Leif Henriksen lejede sig ind i Torvegade 9 var det med henblik på at åbne en ny restaurant i det tidligere Lars' Madhus. Samtidig opstod idéen om at udnytte de tomme lokaler ovenpå til Michael Hansen. En hurtig undersøgelse viste, at der slet ikke var en fotograf i byen, og så gik vi i gang, siger Leif Henriksen.
Han er nu i gang med at renovere restauranten i stueplan, og han forventer at åbne et nyt madsted til december. Her bliver den daglige leder hans kone Nan, der har thailandske rødder.
Parret bor i Jernbanegade ved siden af La Bamba, som Leif Henriksen driver som værtshus og diskotek.
I morgen holder Torvegade Foto åbent hus fra klokken 10 til 17, hvor børn gratis kan blive fotograferet inklusiv en fremkaldelse
på billedet ses til venstre Leif Henriksen og til højre Michael Hansen afprøve fotoudstyret.