Made in Denmark-ugen er absolut højsæson i Løgstør Golfklub, hvor hele årets overskud tjenes hjem til klubkassen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Golfbanen i Løgstør står knivskarp og klar til at tage imod de mange gæster, som den kommende uge besøger klubben. Det er nemlig ikke kun i Gatten, der spilles golf under Made in Denmark. De omkringliggende klubber mærker massiv interesse fra de mange tilskuere, som besøger den store internationale turnering i Gatten.
- Made in Denmark betyder utrolig meget for os. Det er i den uge, vi har hentet vores overskud de sidste tre år, siger Per Olsen, der er næstformand i klubben.
I 2016 tjente Løgstør Golfklub 200.000 kroner i Made in Denmark ugen, og derfor rammer det klubben, som må finde noget andet at tjene penge på, når Made in Denmark i 2019 flytter til Silkeborg.
På forhånd er der allerede 615 spillere, der har meldt sig til i uge 34. Flere skal nok komme til, siger Per Olsen og tilføjer, at Løgstør Golfklub plejer at have besøg af 1000 spillere på den ene uge.
- Derfor har vi også bedt vores egne spillere om at undlade at booke tider i den uge, og det har de stor forståelse for.
Nogle af klubbens egne spillere stiller i stedet op som frivillige hjælpere. Per Olsen har en bemandingsplan, som tæller 42 frivillige, som skal i aktion med at servicere de mange gæster den kommende uge.
- Der er endda nogle, som tager ferie for at hjælpe til. Opgaverne består blandt andet i at styre klubhuset, gøre rent, baneservice, starthjælp, så de mange hold kommer ud til den rigtige tid. Vore bunkere bliver også gået igennem dagligt i stedet for en gang om ugen, oplyser Per Olsen.
Løgstør Golfklub vil i den kommende uge også være midlertidig campingplads for nogle af de mange tusinde tilskuere i Gatten, som mangler et sted at sove. Disse golfcampister betaler 700 kroner for en uge på golfklubbens matrikel, og dem er der en halv snes stykker af.
Nu håber Per Olsen bare på en solbeskinnet uge, for hvis der regner, vil nogle af de mange indbringende gæstespillere melde afbud.