Socialdemokratiet har foreslået oprettelse af 20 nærpolitistationer i Danmark, hvoraf de 10 tænkes placeret vest for storebælt.
Af Jacob Dalgaard
Hvis regeringen kan finde flertal for sit nye udspil, der overordnet handler om at få nærheden tilbage i Danmark, skal der oprettes 20 nye nærpolitistationer i Danmark.
Med den melding øjner borgmester Per Bach Laursen muligheden for igen at få en nærpolitistation til Vesthimmerland. Han har derfor straks sendt et brev til statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Nick Hækkerup og Folketingets retsudvalg, hvori han opfordrer til at placere en nærplitistation i Vesthimmerland.
"Centraliseringen af politiet og den løbende lukning af nærpolitistationer de seneste 10 år har uomtvisteligt medført en stigende utryghed for borgerne i Vesthimmerland. Jeg håber derfor, at regeringen og Folketinget vil arbejde positivt for en decentralisering og samtidig placere mindst én af de kommende 10 nærpolitistationer vest for Storebælt i Vesthimmerland, skriver Per Bach Laursen i brevet."
Utrygheden i Vesthimmerland er særligt vokset efter at nærpolitistationerne i Løgstør og Aars lukkede i foråret 2017, påpeger borgmesteren.
Han påpeger også, at de 37.000 borgere i Vesthimmerland har over 50 kilometer til de nærmeste politistationer i henholdsvis Aalborg og Hobro:
"I Nordjyllands Politikreds lå den gennemsnitlige responstid i hele kredsen i 2019 på under 10 minutter, mens responstiden i Vesthimmerland lå ganske markant over gennemsnittet. Responstiden til vores borgere ligger ifølge den seneste opgørelse på over 16 minutter. Til sammenligning ligger responstiden
for borgere i Frederikshavn Kommune på blot det halve – nemlig 8 minutter. Forklaringen på denne forskel er ganske simpel: Frederikshavn Kommune har fortsat en politistation, hvorfra politiet hurtigt kan rykke ud.
Det nordjyske forlketingsmedlem for Socialdemokratiet, Bjarne Lausten, siger til TV2 Nord, at det er en god idé at decentralisere politiet, og han peger på Løgstør som et egnet sted at begynde:
- Hvis man sætter en passer i Løgstør, vil de kunne dække store dele af Vesthimmerland og Jammerbugt. Det er et kæmpe område, hvor man tidligere havde en station i Løgstør, siger Bjarne Laustsen (S).
Udover Løgstør peger Bjarne Laustsen også på Skagen som et område, der kunne have gavn af en af de nye nærpolitistationer.