Onsdag d. 19. september 2018 - Årgang 13
Tina Østergaard Larsen med hesten Lobelia. I pinsen er hun stævneleder ved et kæmpestort stævne på Løgstør Natur- og Ridecenter.

Løgstør Rideklub bliver vært for kæmpestort stævne

16-04-2018

Der bliver omkring 1.500 starter, når årets pinsestævne afholdes i Løgstør Rideklub, og af samme grund er stævnet udvidet til at strække sig over fire dage.

Årets pinsestævne i Løgstør Rideklub bliver meget større end det plejer, da stævnet samtidig indeholder de individuelle distriktsmesterskaber for både junior, ungrytter og senior i både spring og dressur og for heste og ponyer. Det er distriktsmesterskaber fra og med Hobro og op efter. Her forventes omkring 1.500 starter fordelt på ca. 80 konkurrenceklasser med ryttere fra det meste af Jylland.

Pinsestævnet er derfor udvidet fra tre til fire dage fra den 18. til den 21. maj.

- Det er et kæmpe arrangement og bliver endnu større end det pinsestævne, som Løgstør Rideklub normalt arrangerer i pinsen. Det er ret flot og en kæmpe anerkendelse af Løgstør Rideklub, at vi er udvalgt blandt alle klubber i hele Nordjylland til at være værter til Distriktsmesterskaberne. Løgstør Rideklub er en lille klub, men har alligevel formået at holde så gode stævner, at det bliver bemærket – både i distriktets sportsledelse men også i Dansk Rideforbund, siger Tina Østergaard Larsen, der bliver stævneleder i pinsedagene.

Der er pæne pengedoteringer til alle klasser. Eksempelvis op til 700 kroner til 1. præmie og endnu større i mesterskabsklasserne. Flere virksomheder er desuden sponsorer på ærespræmier i klasserne.

- Der ligger et kæmpe frivilligt arbejde med klargøring forud for stævnet med mange arbejdsdage og timer – heriblandt 2 officielle arbejdsdage 22. april og 5. maj. Ikke mindst under stævnet er der enormt mange arbejdsopgaver, som skal besættes af frivillige, så alle de, som kan og vil hjælpe, er meget velkommen. Der er både opgaver for hestefolk og ikke hestefolk, siger Tina Østergaard Larsen.

Løgstør Rideklub har høstet så stor ros for sine stævner på Løgstør Natur- og Ridecenter af Dansk Rideforbund, at klubben er blevet opfordret til at lægge billet ind på landsstævner. Det vil dog stille endnu større krav til klubben end pinsestævnet, hvor 30-35 frivillige hele tiden vil være på vagter fra tidligt om morgen til sent om aftenen, smiler Tina Østergaard Larsen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!