Et splinternyt spinning- og fitnesscenter og en ligeså ny biograf blev i går indviet i Løgstør. Dermed er Lanternens etape 2 nået i mål.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Dolby Atmoslyd. Hvis ikke man lige ved, hvad det er, skulle man prøve at tage en tur i den nye biograf i Løgstør. Med plads til 74 biografgæster er den store sal udstyret med det ypperste biografudstyr i minimum Nordjylland. Lyden kommer ud af 40 kanaler i salen, hvor gæsterne har frit udsyn til et lærred på størrelse med en stor garage. Hele 50 kvadratmeter film på én gang.
Og stolene skal bare aktiveres på en trykknap, og vupti - så ligger man ned og kan se film.
I den lille biografsal er der 68 stole, som er genbrugt fra den gamle og nu lukkede biograf i Jernbanegade, og her er skærmen på 34 kvdratmeter og lyden kommer til sammenligning kun ud af 7 kanaler.
Men den nye biograf giver mulighed for at vise mange flere film, og det begyndte Løgstør BIOs Venner med allerede torsdag aften, efter at den røde snor var blevet klippet.
Nyt udstyr til fitness-folket
Flere hundrede mennesker var mødt op til indvielsen. Selv om biografen løb med meget af opmærksomheden, blev der også opmærksomhed til Løgstør Gym & Fit, som fik nyt fitnesscenter med et seperat, lydisoleret spinning-rum med helt nye spinningcykler. Og når man nu alligvel sidder og tramper i cyklerne, kan man jo ligeså godt udnytte energien til at lade sin mobiltelefon op i cyklens usb-port.
I fitnessrummet er foreningens eksisterende maskiner genbrugt suppleret med flere nye.
Etape 3?
På en festlig dag med masser af gæster og gratis sandwich og drikkevarer, var der selvfølgelig også taler. Skatteminister Karsten Lauritzen var den første på talerstolen, og han forsikrede om, at en biograf aldrig går af mode:
- Det er efterhånden det eneste sted, man kan sidde i fred og ro - endda med sæder, hvor man kan ligge ned og glemme alt om skattepolitik.
Borgmester Per Bach Laursen fulgte den humoristiske linje, og mindedes 70'erne, da han på sin Yamaha knallert med skivebremser tog turen fra Overlade til Løgstør for at gå i biografen for at se film som Grease og Olsen Banden.
Borgmesteren ønskede tillykke med Lanternens etape 2 og lod som om, han ikke har hørt noget om en etape 3.
- Men med så stort et frivilligt engagement til projektudvikling, som vi har set her i Løgstør, så er der ingen tvivl om, at kommunen kommer til at medvirke som en positiv medspiller, sagde Per Bach Laursen.
Allerede i løbet af 2018 kommer Løgstør Fodboldklub også ind i Lanternen, når de nye fodboldbaner bliver anlagt på Sdr. Ringvej.
Medieværksted indvies senere
Som en del af biografbyggeriet hører et film- og medieværksted, som etableres på 1. sal. Her vil skoler, foreninger og private kunne producere deres egne film til det store lærred. Værkstedet er ikke færdigt endnu, og Løgstør BIOs formand, Mona Jensen, afslørede i sin tale, at det vil blive indviet senere på året med deltagelse af A.P. Møller Fondens direktør Henrik Tvarnø.
I går var A.P Møller Fonden repræsenteret ved projektrådgiver Lars Reuter. Fonden har lagt 2,9 millioner kroner i det godt 9 millioner kroner dyre biografbyggeri.
Løgstør kan
Med Lanternens etape to er samlingen af Løgstørs idræts- og kulturaktiviteter nået et stort skridt videre blot tre år efter indvielsen af Lanternens etape 1, som afløste Løgstør Hallerne.
- Der er ikke mange byer i Danmark på Løgstørs størrelse, som kan komme i mål med et projekt i den størrelse. Men det kan vi - og ja Per: vi venter også på 3. etape, lød det henvendt til borgmesteren fra Løgstør Gym & Fits formand Anders Peter Hansen, der sluttede talerrækken.