Erhvervshus Nordjylland står bag den virksomhedsrettede bæredygtighedskonkurrence Tag Fat, der netop har lukket for årets tilmeldinger. Hele 124 virksomheder har tilmeldt sig, og dermed er konkurrencen sparket i gang med rekordmange deltagere i forhold til tidligere.
Erhvervshus Nordjylland, regionens knudepunkt for erhvervsfremme, har netop registreret den sidste tilmelding til Tag Fat-konkurrencen, der frem mod finalen den 14. maj 2020 skal kåre den grønne regionsmester. Blandt de rekordmange tilmeldte er både virksomheder, der har stor erfaring med den grønne omstilling – og virksomheder, der bogstavelig talt er helt grønne, når det gælder bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Carnad A/S i Løgstør, der fremstiller naturlige smagsstoffer til erstatning af e-numre, en af de få repræsentanter fra Vesthimmerland. En anden kandidat er Farsø Rådhuscenter, der har udskiftet lamper til LED og indført betaling for plastposer for at bidrage til at gøre Danmark mere grønt.
Både de erfarne og uerfarne, der gerne vil styrke deres grønne profil og bæredygtige bundlinje, deltager i et forløb hen over foråret, hvor målet er at afdække virksomhedernes grønne potentiale, deres nuværende bæredygtighedsprofil og deres arbejde med cirkulære ressourcer og materialer. Desuden sigter Tag Fat-konkurrencen mod at klæde deltagerne endnu bedre på i forhold til forankringen af en grøn profil i virksomhedens kultur.
- Årets mange tilmeldinger viser, at konkurrencens tema står højt på de nordjyske virksomheders dagsorden. 124 virksomheder har meldt tilmeldt sig Tag Fat-konkurrencen, og det tager vi som et tydeligt tegn på, at vi er i gang med at gå fra tanke til handling, når det gælder en miljømæssigt forsvarlig måde at drive virksomhed på. Det er også vores klare formål med konkurrencen; at vi via en strategisk indsats styrker bevidstheden og sætter fokus på en yderst relevant dagsorden, siger Sara Skovrup, projektleder på Tag Fat, der varetages af Erhvervshus Nordjylland i et tæt samarbejde med de 11 lokale erhvervskontorer, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark, Region Nordjylland, Dansk Byggeri, Dansk Industri og Aalborg Universitet.
Deltagerne i Tag Fat-konkurrencen starter med at udfylde et spørgeskema om, hvad de allerede har gjort, og hvilke grønne tiltag de påtænker at igangsætte. Derefter indstiller de 11 lokale erhvervskontorer de virksomheder, som de mener, skal gå videre.
Udover konkurrenceelementet er der også fagligt input til Tag Fat-deltagerne – via blandt andet to inspirations-camps, hvor deltagerne dykker ned i det konkrete arbejde med den grønne omstilling. En del af camp-forløbene er ligeledes at sikre, at deltagerne skaber et netværk, så de efterfølgende har gode sparringspartnere på området.
De tilmeldte virksomheder, der kan ses her, tæller alt lige fra vækstiværksættere til veletablerede virksomheder og det er et bredt udsnit af brancher, der er repræsenteret.