Onsdag d. 19. juni 2019 - �rgang 14

Løgstørs Facebook-gruppe tages under behandling i årets Løgstør Revy

14-06-2019

De lokale skuespillere øver i disse dage på fuld tryk for at blive klar til lørdagens præmiere på årets byfestrevy.

Holdet består i år af Søren Traberg, Jørn Søndergard, Jonna Mortensen, Anita Vejen Jørgensen, Ole Nøhr Pedersen, Joan Vogt samt debutant Frida Traberg.

Årets Løgstør revy kommer vidt omkring og berører store som små emner fra lokalområdet, hvor publikum bl.a. kommer med til et borgermøde i Aggersund, hvor løsrivelsen fra Løgstør diskuteres, ligesom den lokale facebookgruppe tages under kærlig behandling.

Søren Traberg kan igen i år opleves som den altid glade frisør fra Salon Lavina, hvor prominente navne som bl.a. Anders Bloksgaard og Louise Grynderup sætter sig i den varme stol for at få trimmet lokkerne.

Revyen spilles to gange lørdag, henholdsvis kl. 14.00 og kl. 18.30 og består af et godt mix af humoristiske sange og skarpe tekster og der skal nok blive rig mulighed for publikum til at få rørt lattermusklerne. Hvis ikke før så i hvert fald til sidst, når revyen sluttes af med en herlig parodi på byfestformand Morten ”Fiffi” Jørgensen, et nummer som nok skal løfte stemningen i teltet på Skoleengen.

Selvsamme byfestformand oplyser til Lokaltindblik.dk, at det fortsat er muligt at købe billetter til begge forestillinger, og han håber at mange lokale vil bakke op om revyfesten.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!