Fredag d. 19. oktober 2018 - Årgang 13
Aftenholdet på Probeco var på arbejde, så Lions-medlemmerne kunne se de store maskiner i gang.

Løver på virksomhedsbesøg på Probeco

10-10-2018

Lidt over 20 medlemmer fra Lions Club Løgstør blev i aftes vist rundt på virksomheden Probeco i Løgstør.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Med omkring 6000 forskellige produkter i fortrinsvis plast har Probeco et omfattende katalog til sine kunder, som er spredt ude i verden i mere end 50 lande. Direktør og medejer, Kim Berg, som selv er præsident for Lions Club Løgstør i indeværende klubår, viste rundt og fortalte om nogle af produkter, der sendes af sted fra fabrikken på Bornholmsvej og afdelingen på Danmarksvej.

På Danmarksvej grundlagde Kim Berg selv Berg & Co i 1997. Gennem dygtighed og opkøb er virksomheden vokset, og i 2010 blev Probeco, som virksomheden i mellemtiden er kommet til at hedde, en del af 3L Holding A/S, som også omfatter virksomhederne 3L Office på Fyn og Tarifold i Frankrig.

Ringbind, omslag, kalendere og etuier og lignende udgør en væsentlig del af Probecos omsætning. Selv om det er produkter, der efterspørges mindre, vækster virksomheden i kraft af, at den vinder større markedsandele og laver flere og flere specialopgaver, fortalte Kim Berg sine Lions-kammerater.

Men virksomheden er også langt fremme med at finde nye produktområder, og særligt medico-branchen er blevet interessant. Probeco har således fået en fod indenfor på sygehusområdet, hvor der leveres urin-, stomi- og varmeposer og en lang række andre engangsprodukter, der sparer sygehusene for omkostningstunge arbejdsgange til blandt andet rengøring. Probeco har en produktudvikler ansat, som samarbejder tæt med læger og Aalborg Universitet for videreudvikle eksisterende og udvikle nye produkter til medico-branchen.

Et af de besøgende Lions-medlemmer ville vide, om den verdensomspændende tendens imod anvendelse af plast kan true virksomheden på sigt. Det frygter Kim Berg dog ikke. Dels er Probeco allerede i stand til at producere med nedbrydelige materialer, men ofte vælger kunderne selv den billigere vare i plast. Til gengæld gør Probeco meget ud af at fortælle kunderne om genbrug af plastprodukterne.

Probeco har 75 ansatte i de to afdelinger i Løgstør og omsætter for 80 millioner kroner, og direktøren forventer at vækste yderligere de kommende år.

Efter besøget på Probeco mødtes Lions-medlemmerne til ordinært klubmøde på Pavillon ChristiansMinde.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!