Det var en spændende og oplevelsesrig aften, som gav et godt indblik i arbejdsgangen på TV2 Nord, da nogle af medlemmerne af Lions Freja, Løgstør, forleden var på besøg på den regionale tv-station i Aabybro.
Journalistpraktikant Mariane ledte gæsterne rundt i hele bygningen og fortalte om de forskellige arbejdsområder og funktioner. Cirka 90 ansatte har fuld fart på hver dag for at gøre klar til aftenens udsendelse.
"Det var ligeledes spændende at blive præsenteret for deres biler, der var udstyret på mange forskellige måder, afhængig af opgaven. Vi fik en snak med studieværterne Ingrid og Morten - samt med Per Jensen, som denne dag netop var tiltrådt som nyhedsredaktør på Nordjylland live," siger Jette Have Kristensen fra Lions Freja.