Fiskeriforeninger udstillede på jagt- og fiskeriudstillingen i Aars i lørdags.
Fiskeriforeningen Bjørnsholm Aa’s Venner og Løgstør Sportsfiskerforening var fælles om en stand på den netop afholdte jagt- og fiskeriudstilling i messehallerne i Aars.
Formålet med udstillingen var at delagtiggøre standens besøgende i de to foreningers lystfiskeraktiviteter, herunder fællesarrangementer i årets løb.
I juni er der bl.a. planlagt et arrangement ”Vild Med Fisk” fra Vilsted Sø i samarbejde med borgerforeningerne i Overlade, Ranum og Vilsted, DHF Himmerland og naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune, hvor der er adgang for alle interesserede.
Udstillingen i Aars var et tilløbsstykke, og de mange besøgendes udviste stor interesse for den måde foreningerne udøver lystfiskeri på, herunder informationer om fiskeriet fra båd efter søørreder, gedder og aborrer.
Bjørnsholm Aa’s Venner havde opstillet en af foreningens 3 både på standen. Løgstør Sportsfiskerforening havde medtaget forskelligt hjemmelavet fiskegrej og fluer bl.a. til sø- og kystfiskeri. Herudover blev der udstillet 4 flotte og friskfangede aborrer lagt på is som blikfang for publikum. Mange af standens besøgende forespurgte om mulighederne for optagelse som medlem i de to foreninger.