29-årige Louise Thisgaard Sieker er blandt 149 ansøgere udvalgt til stillingen som kommunikationsmedarbejder i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der er varmt i disse dage på det kontor oppe under taget på Limfjordsmuseet, hvorfra Louise Thisgaard Sieker fremover skal udfylde rollen som kommunikationsmedarbejder for Muslingebyen Løgstør. Hun afløser Line Myrup Gregersen, som i en årrække har haft funktionen.
Louise Thisgaard Sieker kan dog ligeså godt vænne sig til varmen, for hendes job er at holde mange bolde i luften på én gang, når kendskabet til de mange aktiviteter i Løgstør skal udbredes lokalt, regionalt og nationalt. Hun er allerede gået i gang med at læse op på historien om Frederik Den VII's Kanal for at være stærkt rustet til at fortælle historien om Løgstør.
Selv stammer hun fra Farsø, men bor nu i Aalborg med sin mand og deres søn på halvandet år. Hun er uddannet i kommunikation og oplevelsesdesign fra Aalborg Universitet.
Selv om hendes kendskab til Løgstør endnu er afgrænset, kan hun bidrage med med ny energi og ny viden, forklarer hun.
Formelt er hun ansat af Limfjordsmuseet, men både Branding Løgstør, Løgstør Handelsstandsforening, Løgstøregnens Turistforening og Løgstør Erhvervsråd er hendes reelle arbejdsgivere,da de alle bidrager til stillingen i form af økonomisk støtte.
Louise Thisgaard Sieker er tiltrådt i stillingen, og hendes første store opgave bliver at holde i trådene til den kommende Muslingefestival i midten af juli.