Lørdag d. 17. august 2019 - �rgang 14
Ejendomsmægler Heidi Thomsen, Aars Mægleren, er med i Stafet for Livet i Aars for tredje gang.

Man møder nogle, man slet ikke vidste var syge

15-05-2019

Team Aars Mægleren er med for tredje gang, når der i weekenden 15. og 16. juni afholdes Stafet for Livet i Aars.

Efter et års pause er Team Aars Mægleren og ejendomsmægler Heidi Thomsen atter tilbage på holdkortet til årets Stafet for Livet i Anlægget i Aars. Holdet deltog både i 2016 og 2017, og begge år har der været 32 deltagere på holdet, som på skift gik de 24 timer stafetten varer. 

Stafet for Livet er en event, hvor deltagere fra de forskellige hold går 24 timer i træk for at samle penge ind til kampen mod kræft. Deltagere, som har eller har haft kræft, får udleveret en gul trøje som symbol på, at de er fightere.

Jeg deltager, fordi kræft rører os alle sammen. Jeg kommer jo blandt andet ofte ud til kunder, der skal sælge et hus, fordi ejeren er blevet syg eller måske er død af kræft, siger Heidi Thomsen.

Under stafetten tager Heidi Thomsen gerne tørnen og går om natten.

- Det er hyggeligt, og her er der tid til at stoppe op og snakke med nogen, man ikke kender. 

Heidi Thomsen har været skånet for at have kræft helt tæt inde på livet. Men under Stafet for Livet oplever hun en helt særlig stemning omkring den frygtede sygdom.

- Der er en usædvanlig åbenhed, og der er børn med, som også ser, hvordan kræftsyge faktisk kan have en god dag. Og det er et vigtigt budskab at vise, at der faktisk også er mange, der overlever kræft i dag. Man møder også nogle, som man ikke vidste var syge, og så går de pludselig i en gul trøje. Så får man snakket om det – men også om andre ting.

Hold med plads til flere
Team Aars Mægleren har i 2016 og 2017 sammenlagt indsamlet 25.000 kroner til det gode formål, som netop går til kampen mod kræft. Holdet har sat det sociale i højsædet, og med et stort telt i Anlægget med plads til to andre hold, har der under stafetterne været masser af liv i lejren – ikke mindst omkring spisetiderne.

- Det plejer at være smadderhyggeligt, og børnene går runder på kryds og tværs af de forskellige hold og på kryds og tværs af venner og familier, siger Heidi Thomsen og understreger, at Team Aars Mægleren er et åbent hold, hvor alle andre også kan melde sig.

Tilmelding til Stafet for Livet i Aars foregår på www.stafetforlivet.dk/stafet/aars

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!