Vesthimmerlands Kommune er en sundhedskommune. Derfor har sundhedscentret siden efteråret 2014 haft forløbet ”Sundhedsmekanikeren” målrettet for mænd, som vil fremme deres sunde livsstil.
En af de mænd, der har deltaget på hold, er 37-årige Lasse Væggemose fra Farsø.
- I dag har jeg tabt over 10 kilo siden min start på forløbet og min psyke er væsentlig bedre. Det fællesskab vi har haft på mit ”Sundhedsmekaniker-hold” har været rigtig godt for mig. Nu kender jeg til bedre spisevaner og mere motion i hverdagen, siger Lasse Væggemose, som i dag også drikker et glas mælk, når cola-trangen rammer ham.
Sundhedsmekanikeren er et tilbud til mænd fra Vesthimmerlands kommune, der ønsker at arbejde mod bedre sundhedsvaner. Forløbene foregår i Uhrehøje plantage, hvilket gør, at der – både bogstaveligt og i overført betydning - er højere til loftet. Det giver mændene mulighed for at komme, som man er, og at arbejde med de sundhedsvaner, den enkelte mand har lyst til.
- Vi oplever, at deltagerne er meget forskellige. Der har deltaget lige fra den selvstændige direktør til personer med langtidssygemeldinger eller på anden måde er udenfor arbejdsmarkedet. De har alle til fælles, at de gerne vil ændre en eller flere af deres sundhedsvaner. Vi oplever, at mændene er gode til at acceptere og støtte hinanden uanset, hvilken baggrund, de kommer fra, udtaler Sanne Schytte og Yvonne Hansen, der har undervist på de 5 hold, der indtil videre er afholdt.
Til august starter et nyt hold Sundhedsmekanikere op i Vesthimmerlands Kommune, hvor mændene har deres sundhed i fuldt fokus i Uhrehøje Plantages gode rammer. Her bruges skoven til at danne ramme om leg, motion og sund madlavning.
- Det kan stærkt anbefales at melde sig til Sundhedsmekanikeren. Det at arbejde med vægten og kosten i Uhrehøj er både en fantastisk oplevelse og et godt fællesskab. Man får kendskab til en mere sund livsstil sammen med ligesindede, siger Lasse Væggemose, som også i forløbet er gået fra sygepraktik til en 28 timers arbejdsuge.
Så er du mand i Vesthimmerland og trænger til et socialt fællesskab med natur, motion og spisevaner som omdrejningspunkt, så bliv en del af det nye hold i år. Tilmelding og yderligere information foregår direkte til Sundhedscenter Vesthimmerland på telefonnummer: 99 66 82 00 eller mail: sundhedscenter@vesthimmerland.dk