De frivillige delte hjerter ud på Hornum Skole til deres ideer om, hvordan en ny Frivilligpolitik skal se ud.
Det kræver et stort hjerte at være frivillig og bruge sin fritid for at gavne andre og lokalsamfundet. I tirsdags den 15. september gav 21 frivillige igen deres store hjerter ud. De var mødt op på Hornum Skole til det første af fire dialogmøder.
Her gav de deres bud på, hvordan Vesthimmerlands Kommunes frivilligpolitik skal se ud. Der kom mange gode ideer til, hvad kommunen kan gøre, for at støtte de frivillige og foreningerne i deres arbejde. Deltagerne gav de allerbedste et rødt hjerte.
Der afholdes yderligere tre dialogmøder i Løgstør, Hvalpsund og Østrup i september og oktober, og også her kan frivillige give deres bedste ideer til en ny frivilligpolitik. Ideerne med flest hjerter vil få stor plads i den politik, der senere skal diskuteres og behandles i byrådet.
Vesthimmerlands Kommune vil med en frivilligpolitik gerne påskønne det store arbejde, de frivillige gør. De skaber aktiviteter og samvær, giver omsorg, skaber liv og glæde og gør Vesthimmerland til et rart sted at bo, arbejde og besøge. Derfor skal der være de bedst mulige rammer for at være frivillig.