Den internationale gigant indenfor produktion af blandt andet fjernvarmerør, LOGSTOR med hovedsæde i Løgstør, øgede indtjeningen i 2014. Men der er stadig underskud på bundlinjen.
LOGSTOR's omsætning steg i 2014 til 1,8 milliarder kroner, og indtjeningen steg med hele 67%. Virksomheden har lukket produktion i både Danmark, Sverige og Rusland for at forbedre resultatet i 2013, hvor LOGSTOR endte med et underskud på 126 millioner kroner. Resultatet i 2014 endte da også væsentligt bedre - omend der stadig er røde tal med et underskud på 9 millioner kroner.
"Vi er glade for den fremgang, der er sket i 2014, idet vores indsats for at opbygge en bedre og bæredygtig forretning allerede har vist gode resultater gennem bedre drift og lønsomhed. I 2015 vil vi fortsat forbedre indsatsen, og vores markeder byder på spændende, langsigtede muligheder, som vi er overbeviste om at kunne udnytte gennem investering i innovation og salg, og ved at holde fokus på vores kunder og gennem fortsat forbedringer," siger LOGSTOR's administrerende direktør, franskmanden Yves Paletta.