I torsdags var der etiske udfordringer på programmet i Folkeuniversitetet i Vesthimmerland, da filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler talte om menneskesyn til eftersyn.
Publikum blev bedt om at være Etisk Råd for en stund og forholde sig til store etiske dilemmaer i forbindelse med henholdsvis livets begyndelse og livets afslutning.
Er det det lille barn eller os selv, vi tænker på, når den helt rette sammensætning af gener har givet grobund for et menneske nær det perfekte? Kan vi tillade os at sætte børn i verden som en slags reservedelslager for syge søskende? Er der plads til anderledeshed i form af f.eks. handicap? Hvornår er et foster et menneske og hvornår blot en klump celler? Hvem har ret til barnet? Hvad med eksempelvis æg- og sæddonorer, og hvad er bevæggrundene bag?
I den anden ende af livet, nemlig ved dets afslutning fyldte ordet ”værdig” meget. Der blev talt meget om en værdig død. Men giver vi egentlig lov til et ”vær dig”, når det kommer til stykket? Og er det sandt, at vi har glemt at leve dødeligt?
Til debat stod blandt andet aktiv og passiv dødshjælp, behandling eller behandlingsstop, selvbestemmelse og livstestamente, hjertestartere på ældrecentre, organdonation og dødskriterier, og hvad sker der efter døden?
Igennem hele aftenen var det gennemgående, at den der får magten over sproget også får magten over vores holdninger.
Herved blev det også klart, at medierne og meningsmålinger spiller en meget stor rolle, når disse meget store spørgsmål diskuteres.
Tilbage står derfor det helt store spørgsmål, alle bør stille sig selv, inden man tager stilling: Er det mig selv eller den anden, jeg har blik for i dette eller hine anliggende?
