OPDATERET: Prostesterne mod HOFOR's mølleplaner i Gundersted fører nu til en demonstration i Aars i morgen.
Af Jacob Dalgaard
Når byrådspolitikerne i morgen træder ud af rådhuset efter byrådsmødet, vil de blive mødt af en demonstration. Det er en borgergruppe, som siger nej til kæmpe vindmøller mellem Gundersted og Blære samt i Vesthimmerland, der har anmeldt demonstrationen foran rådhuset klokken 17.30.
Byrådets møde starter klokken 16, og med en kort dagsorden kan det risikere at være overstået inden klokken 17.30.
Men Ulrik Jensen fra borgergruppen håber, at kunne påvirke politikerne med demonstrationen:
- Vi håber at få de lokale politikere i tale efter byrådsmødet samt med protestsang tilkendegive vores utilfredshed med vindmølleprojektet, skriver han i en pressemeddelelse.
Han gør samtidig opmærksom på, at demonstranterne trods coronarestriktionerne vil bruge deres grundlovssikrede ret til at demonstrere, og at de vil bære mundbind og holde god afstand.
Opdatering:
Vesthimmerlands Kommune har i dag meddelt, at byrådets møde i morgen bliver afholdt virtuelt, selv om der stadig er mulighed for at afholde politiske møder trods forsamlingsforbuddet. Ulrik Jensen siger til Lokaltindblik.dk, at borgergruppen har besluttet at afholde demonstrationen alligevel for at gøre opmærksom på borgernes utilfredshed.