Vesthimmerlænding bliver formand for vigtigt udvalg i Region Nordjylland.
Regionsrådet i Nordjylland havde i går første afdeling af konstitueringen for de næste 4 år på dagsordenen. Udvalget for Akutområdet og Almen Praksis har fået Mogens Ove Madsen fra Vesthimmerland som formand.
"Dette udvalg vil være centralt for udviklingen af lægeklinikker og responstider i Vesthimmerland. Selv om regeringen afsætter få midler til sundhedsområdet bliver det afgørende, om vi med nye organisationsformer og ny teknologi kan nå nogle af de mål, vi har for, at alle borgere kan blive dækket ordentligt ind," siger Mogens Ove Madsen, der bor i Giver ved Aars.
Udvalget skal følge den samlede præhospitale indsats, herunder kvaliteten i de sundhedsfaglige ydelser som leveres i de forskellige præhospitale tilbud. Udvalget følger også arbejdet med regionens sundhedsberedskab og samarbejde med andre myndigheder på beredskabsområdet.
Derudover skal udvalget følge akutområdet på de somatiske hospitaler med henblik på at sikre en sammenhæng på det samlede akutte område. Ligeledes skal samarbejdet med kommuner, Almen Praksis, almindelige lægeklinikker, midlertidige regionsklinikker, udbudsklinikker og forsøg med nye organisationsformer følges. Endelig skal udvalget følge vagtlægeområdet såvel som området for praktiserende speciallæger - herunder behovet for antallet af ydernummer.
Mogens Ove Madsen er endvidere af Regionsrådet blevet udpeget til bestyrelsen for University College Nordjylland.