Træbjælker fra et nedrevet hus i Ranum og en gammel dør fra en firlænget gård har fået nyt liv i den ye restaurant, som snart åbner på Næsbydale Badehotel.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Side om side med håndværkerne går kunstmaler Jørn Bjerge fra Overlade i denne uge og dekorerer væggene med sommer i den nye restaurant, som til påske skal stå klar til at modtage gæsterne på Næsbydale Badehotel. Siden nytår er der arbejdet hårdt på at lave en ny restaurant, som bliver cirka dobbelt så stor som den gamle.
Værtsparret, Vibeke Laustrup og Mogens Madsen, har værnet om Næsbydale Badehotels historie i restaureringen. Selv om der er kommet nye vinduer i facaden, og gulvet er nyt, fornemmer man stadig atmosfæren fra 1918, hvor huset blev bygget, når man træder ind i den nye restaurant.
Baren er bygget af gammelt træværk fra et hus, som for nyligt blev revet ned i Ranum. Herfra er gamle bjælker også anvendt til at dekorere loftet. På den ene væg er der isat et gammelt vindue fra selvsamme - nu forhenværende - hus. Ved siden af har badehotellets indehavere isat en gammel stalddør, som de har anskaffet fra Næsby Østergaard.
Udenfor restauranten skal der anlægges en ny terrasse. Grundet det vedvarende frostvejr når den dog ikke at blive klar til påske.
- Det er heller ikke sikkert, at restauranten bliver 100 procent færdig, men det er folk vant til herude. Men den bliver helt sikkert klar til åbning, forsikrer Mogens Madsen.
Han tilføjer, at det er planen, at flere kunstnere skal hentes ind og dekorere på Næsbydale Badehotel.
- Den næste bliver Erik Boye fra Guldbæk, for vi vil gerne have noget med nogle fugle og dyr i restauranten, men han ved det slet ikke endnu, griner Mogens Madsen.
Vibeke Laustrup og Mogens Madsen overtog Næsby Badehotel i starten af 2016, og siden har der været en løbende istandsættelse af stedet. Sideløbende med den nye restaurant restaureres nogle af værelserne også, og snart bliver der etableret et helt nyt produktionskøkken.
De nye tiltag har også betydet et stigende antal selskaber i ordrebøgerne, som også er blevet hjulpet på vej af lukningen af Ranum Kro. I den nye restaurant bliver der plads til 70 mennesker.