Efter grundig overvejelse har direktør i Spar Nord Løgstør Leif Ørsnæs Christensen besluttet at fratræde stillingen som direktør til fordel for et mere fleksibelt arbejdsliv. Ny direktør bliver Klaus Frederiksen, der i dag er afdelingsdirektør i Spar Nord Aars.
Efter 12 år som direktør i Spar Nord Løgstør og 45 år på arbejdsmarkedet har Leif Ørsnæs Christensen besluttet at træde tilbage fra direktørstillingen med virkning fra udgangen af oktober. Baggrunden for beslutningen er et ønske om et mere fleksibelt og mindre tidskrævende arbejdsliv, og Leif Ørsnæs Christensen skal fremadrettet arbejde i banken på deltid og her bidrage til arbejdet med at udvikle bankens koncepter på erhvervsområdet. Leif Ørsnæs Christensen planlægger desuden at engagere sig i mindre, projektorienterede opgaver uden for banken.
Rollen som direktør for Spar Nord, Vesthimmerland omfatter også ansvaret for Spar Nord Farsø og Spar Nord Aars, og efter mange års positiv udvikling lyder det samlede forretningsomfang i de tre lokale banker nu på 8,2 milliarder kroner. Alene fra 2015 til 2016 steg forretningsomfanget med godt 9 procent, hvilket ifølge Leif Ørsnæs Christensen hænger naturligt sammen med en stabil tilgang af nye kunder.
- Vi har de seneste mange år haft betydelig succes med at tiltrække nye kunder til banken, og det gør sig gældende i alle tre områder: Løgstør, Farsø og Aars, siger Leif Ørsnæs Christensen og tilføjer:
- Det er naturligvis med et vist vemod, at jeg har besluttet at give depechen videre, men dels er vi begunstiget af et godt momentum i vores forretning, og dels har vi den helt rette mand på plads til at tage over, hvor jeg nu slipper.
Erfaren arvtager
Det bliver den nuværende afdelingsdirektør og erfarne bankmand i Spar Nord Aars Klaus Frederiksen, der fra november tiltræder stillingen som direktør i Spar Nord, Vesthimmerland. Klaus har over 20 års ledelseserfaring i branchen, og har gennem de seneste godt 7 år været en del af ledergruppen i Bankområde Vesthimmerland. Han har samtidig gennemgået forskellige ledelsesmæssige uddannelser, senest en såkaldt Mini-MBA, som blev afsluttet i januar 2016.
- Det er for mig en stor udfordring at overtage den daglige ledelse efter Leif, og samtidig er det en udfordring, som jeg glæder mig til, siger Klaus Frederiksen og tilføjer:
- Leif og jeg har haft et tæt og rigtig godt samarbejde gennem alle årerne, og jeg glæder mig til sammen med resten af ledergruppen og holdet af kolleger at føre stafetten videre i samme positive retning.
Ligesom Leif Ørsnæs Christensen vil Klaus Frederiksen også have sin daglige gang fordelt imellem Spar Nord Løgstør og Spar Nord Aars. Dels for at sikre begge afdelinger behørig ledelsesmæssig bevågenhed, men også for at sikre det engagement i lokalområdet, der fortsat skal være et særkende for Spar Nord. Tilsvarende er det afdelingsdirektør Ole Kuhr Kristensen, der står for den daglige ledelse i Spar Nord Farsø.
Tid til fritid
Selv om beslutningen om at fratræde den mangeårige stilling som direktør vækker vemod hos Leif Ørsnæs Christensen, så glæder han sig også til et arbejdsliv, der i højere grad giver plads til at lave andet end at arbejde.
- Jeg har i mange år været passioneret sejler, og jeg glæder mig blandt andet til at få mere tid til at dyrke sejladsen og ikke mindst til at være mere sammen med familien, siger Leif Ørsnæs Christensen, der ikke har planer om at flytte fra Løgstør, hvor han har boet de seneste 11 år.
- Ligesom direktionen i Spar Nord har jeg stor tiltro til, at Klaus Frederiksen er den helt rette til at føre Spar Nord videre, så det er med ro i sindet, at jeg kigger ind i et 2018 med en ny kaptajn på broen i Spar Nord Løgstør, Farsø og Aars, lyder det afsluttende fra Leif Ørsnæs Christensen.