Per Bang Ryberg (33) tiltræder som ny erhvervskundechef i Spar Nord Vesthimmerland fra 1. marts, hvor han fremover skal varetage områdets erhvervskunders interesser. Med sig har han 13 års erfaring i banksektoren – heraf 10 år med ledelse.
Som ny erhvervskundechef får Per Bang Ryberg ansvaret for erhvervskunderne i Spar Nord Vesthimmerland, der omfatter både Spar Nord Løgstør og Spar Nord Aars. Tilsammen beskæftiger de 2 afdelinger 30 medarbejdere, heraf 9 i erhverv og afdelingerne betjener mere end 14.000 kunder.
- Jeg ser frem til at tage aktiv del i samarbejdet med Spar Nord Vesthimmerlands erhvervskunder, og sammen med mine kolleger bidrage til at styrke deres forretninger og finansielle setup, siger Per Bang Ryberg.
Med sig har han en solid erfaring som souschef i Spar Nord Skive, hvor han blandt andet har haft ansvaret for drift, personaleansvar og egen portefølje af erhvervskunder. Forinden da var han en del af Sparbank i Skive, som blev fusioneret med Spar Nord. Per Bang Ryberg har sammenlagt godt 10 års erfaring med forskellige ledelsesmæssige opgaver.
Privat bor han i Tastum med sin bedre halvdel Linette. Fritidsinteressen har altid været håndbold og ved siden af bankkarrieren spiller Per Bang Ryberg på første divisionsholdet for Stoholm Håndbold. Desuden er han medlem af organisationen Round Table i Skive, hvor der skabes netværk, relationer og erfaringsudveksling.
Per Bang Ryberg tiltræder som erhvervskundechef for Spar Nord Vesthimmerland fra marts.