Nyt tilbud til unge i alle aldre med interesse for brætspil og fantacy.
En ny forening er blevet etableret i Vesthimmerland med navnet ”Fantacy Vesthimmerland”. Målgruppen er særligt unge, men også børn og ældre med interesse i forskellige former for brætspil, rollespil og fantacy kortspil er særdeles velkomne.
Bag initiativet står bl.a. direktør Ulf Bender fra Erhvervsskolerne Aars, der forklarer skolens interesse i projektet med, at en stor gruppe elever, der enten bor på skolens kollegie eller pendler til og fra skolen dagligt, mangler et fritidstilbud efter skoletid. Ikke alle er til fodbold og andre sportsgrene, og Aars har ikke som f.eks. Aalborg, en brætsspilscafé, hvor man kan mødes og spille et spil med vennerne.
Bibliotekerne i Vesthimmerland er ikke ubekendte med at arrangere brætsspils aftener, og har endda spil til hjemlån. Men fantacy-genren tilføjer et ekstra lag af spænding, strategi og kompleksitet, som rigtigt mange unge tiltales af, udtaler biblioteksleder Bo Jacobsen, som også er en del af initiativet.
- Vi ser også et vigtigt element i at etablere en forening til at udbyde arrangementer, turneringer og regelmæssige spilaftener som et led i at fastholde unge i Vesthimmerland og skabe et godt ungemiljø. Idet vi samarbejder med både erhvervsskolens praktikcenter og kommunens beskyttede værksteder, er der også et element af socialøkonomisk virksomhed og iværksætteri i initiativet. Vi så også gerne en eller flere brætspilscaféer etablere sig i kommunen, supplerer erhvervschef Dan Skovgaard.
Hvor kan man høre mere om Fantacy Vesthimmerland?
Man kan møde repræsentanter fra foreningen første gang på Black Friday i Himmerlandsgade i Aars, hvor Erhvervsskolerne Aars har lånt et butikslokale, som bliver indrettet som en pop-up butik. Her kan man komme og spille forskellige brætspil og fantacy-kortspillet Magic, som mange børn og unge kender som farverige og fantasifulde samlerkort, men som faktisk også er et nemt tilgængeligt, sjovt og strategisk spil for alle aldre.
Foreningen tilbyder gratis medlemskab resten af året til fremmødte, der skriver sig på listen i løbet af Black Friday.
Konkurrence om det mest kreative forslag til foreningslogo
I forbindelse med foreningens stiftelse, vil initiativtagerne meget gerne involvere de kommende brugere til også at foreslå et foreningslogo. Der vil blive udloddet en flot præmie for det mest kreative logo, og vinderen afsløres af bestyrelsen på foreningens kommende opstartsevent, der finder sted i midten af december.
Fantacy Vesthimmerland er stiftet på initiativ af Erhvervsskolerne Aars, Erhverv Væksthimmerland, bibliotekerne, de beskyttede værksteder og Vesthimmerlands Kommune.