Ved det årlige forhandlerjulemøde i Skjold Burne kæden den 23. okotober tilfaldt der igen i år stor hæder til Skjold Burne i Aars. Butikken blev nemlig kåret som ”Årets Createur” i Nordjylland, der er en pris, der bliver givet til en butik, der virkelig har formået at sætte Skjold Burne på landkortet via aktiviteter og markedsføring.
Senior marketingskonsulent Simon Zachodnik begrundede bl.a. valget af butikken i Aars med følgende ord:
”Annette og Mogens Kristensen formår igen og igen at være nytænkende i udviklingen af deres butik. De er særdeles kreative i deres markedsføring og tør gå nye veje. Parret tager nye initiativer i form af forskellige smagninger, og deres butik fremstår spændende og indbydende for kunderne. Skjold Burne i Aars er ubetinget den Skjold Burne butik i Danmark, der får mest medieomtale.”
Det er tredje år i træk, at butikken i Aars modtager hæder fra den landsdækkende kæde.
Annette og Mogens Kristensen er naturligvis stolte af hæderen. De har i det forløbne år haft meget travlt med at udvikle deres nye butik. Annette Kristensen uddyber det på følgende vis:
”Vores sortiment indenfor belgisk øl er ubetinget Danmarks største, idet vi nu importerer ca. 240 forskellige øl. Derudover har vi meget stort sortiment indenfor spiritus – bl.a. har vi altid minimum 80 forskellige slags rom, 40 forskellige gin og whisky samt en lang række andre former for spiritus.”