Lørdag d. 16. februar 2019 - Årgang 14
Hans-Jørgen Kastberg t.v. og Peter Thorhauge Laustsen

Ny medejer af Kastberg A/S

01-02-2019

Hans Jørgen Kastberg har de sidste mange år ejet 100% af entreprenørvirksomheden Kastberg A/S. Det er der nu ændret på. Peter Thorhauge Laustsen, der blev ansat for fire år siden, har købt 10% af virksomheden.

Det glæder direktør Hans Jørgen Kastberg at kunne byde Peter Thorhauge Laustsen velkommen som medejer.

- Da Peter blev ansat for fire år siden, var han meget ærlig. Allerede dengang sagde han, at han på et tidspunkt gerne ville være selvstændig, og det måtte meget gerne være ved at købe sig ind i virksomheden. 

- En ambitiøs og målrettet udmelding, som jeg havde stor respekt for, og som jeg derfor aldrig har glemt. For omtrent et år siden spurgte jeg Peter, om han stadig var interesseret, og det var han. Derefter tog vi en drøftelse i bestyrelsen, hvor vi blev enige om, at nu var tidspunktet passende, og jeg er rigtig glad for, at vi efterfølgende kunne blive enige om betingelserne, fortæller Hans Jørgen Kastberg. 

- Peter har i sine fire år i virksomheden vist sig både dygtig, arbejdsom, positiv og ihærdig, så jeg glæder mig rigtigt meget over at have budt ham velkommen som medejer.  

Rettidig omhu

Kastberg A/S har siden virksomhedens stiftelse i 1994 altid haft sorte tal på bundlinjen. Unægtelig imponerende i en branche, der er meget følsom over for samfundets konjunkturer, herunder også da finanskrisen bragede afsted. Det seneste regnskabsår udmærker sig ved at være det bedste i virksomhedens mere end 20-årige historie.

- Vi er inde i en meget travl og positiv periode, og vi har lige nu 62 medarbejdere ansat, hvilket er det højeste antal i mange år. Ved at byde Peter velkommen ombord i ejerkredsen viser vi rettidig omhu. Jeg er nemlig sikker på, at han vil kunne bidrage til en fortsat positiv vækst i virksomheden, fortæller Hans Jørgen Kastberg, der endvidere fortæller, at Peter har option på at kunne købe en større andel af virksomheden, ligesom der er åbnet for muligheden for yderligere én eller to medejere, såfremt den eller de rette personer viser sig.

Større indsigt og større ansvar

Peter Thorhauge Laustsen er 38 år. Han kommer fra Aars og bor i dag i Dall Villaby i udkanten af Aalborg sammen med hustruen Jette og børnene Benjamin og Tobias.

- Siden jeg startede for fire år siden, har jeg egentligt altid følt det som mit eget og som noget, jeg brænder for. Men derfor er det selvfølgelig lidt anderledes, når jeg nu formelt er blevet medejer, og jeg glæder mig utrolig meget til at få en endnu større indsigt i virksomheden og få et større ansvar, fortæller Peter.

Peter er formelt allerede indtrådt i ejerkredsen, hvilket markeres ved en reception i løbet af foråret.  

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!