Her til formiddag er Steffen Bang Kristensen blevet indsat som ny sognepræst i Malle Kirke. Senere i dag følger indsættelse i Vilsted og Ranum kirker.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Man skal ikke lægge for meget symbolik i den enlige svale, som fløj rundt i kirkerummet under indsættelsesgudstjenesten i dag, da Steffen Bang Kristensen fra Ikast blev indsat som sognepræst i Malle sogn. For med sine kun 27 år bliver gudstjenesten i Malle kirke næppe en enlig svale for den unge præst.
Faktisk træder han op på prædikestolen yderligere to gange i dag for klokken 11 bliver han indsat som sognepræst i Vilsted kirke og klokken 13 i Ranum kirke.
De tre sogne har ansat ny sognepræst i pastoratet, og provst Hanne Petersen var mødt op i Malle kirke for at forestå selve indsættelsen. Hun ønskede Steffen Bang Kristensen tillykke, og det samme gjorde hun til menigheden, som hun opfordrede til at bruge deres nye præst, der netop er flyttet ind i præstegården i Ranum sammen med sin kæreste.
Derefter læste provsten biskop Henrik Stubkjærs kollats, som formelt indsætter Steffen Bang Kristensen i præstegerningen med virkning fra 1. maj 2018, og så kunne Malles nye sognepræst gå på prædikestolen og tale til menigheden i det lille sogn, hvor 19 var mødt op til indsættelsen.
Efter indsættelsen i Ranum kirke inviterer menighedsrådene til et lille arrangement i Ranum sognehus.