Vesthimmerlands Kommune har udstykket et nyt parcelhuskvarter i Farsø. I tråd med de andre ”medlemmer” i vejfamilien bliver den døbt Idunsvej.
Dåben finder sted tirsdag d. 1. september 2015 kl. 14.00, hvor børnene fra børnehaven Valhalla har lovet at hælde vand på vejen.
”Vi vælger at døbe vejen med vand for at vise vores borgere, hvad forskellen er på trylleasfalt og almindeligt asfalt” siger formanden for Teknik og Miljøudvalget Niels Krebs Hansen (K) og fortsætter ”Vi har valgt at udstykke Idunsvej, som et bæredygtigt kvarter, hvor vi tager højde for fremtidens klimaforandringer allerede nu”.
I forbindelse med åbningen af den færdige udstykning på Idunsvej er alle interesserede velkommen til at lægge vejen forbi – se udstykningen og se, hvad trylleasfalt er for noget.
Idunsvej er en udstykning, hvor bæredygtighed har en høj prioritet. Det betyder blandt andet, at der midt i udstykningen er plads til et bassin, der kan tage overflade vand fra vejene, hvor de grønne områder får lov til at passe sig selv en stor del af året. Med andre ord tager udstykningen højde for naturen og tilpasser sig naturen langt hen ad vejen.
Ifølge nordisk mytologi er Idun gudinde for de livgivende og foryngende æbler, der gav de andre guder livskraft og evigt liv.