Lørdag d. 20. april 2019 - Årgang 14

Nye muligheder på fjorden i Løgstør i 2019

30-03-2019

Fra sommersæsonen 2019 kan turister opleve Limfjorden fra vandsiden, når de besøger Muslingebyen Løgstør. Det er Aalborg Outdoor, der fra d. 3. juli står klar på Løgstør Havn hver onsdag med udlejning af Stand Up Paddleboards, kanoer og kajakker.

Allerede d. 17. og 18. maj tyvstarter Aalborg Outdoor sommersæsonen med at tilbyde introduktionskurser på havnen i Løgstør. Her kan turister og lokale prøve kræfter med havkajakker og Stand Up Paddleboards og på Limfjorden. Begge dage vil Aalborg Outdoors uddannede instruktører hjælpe, så det bliver en sjov og sikker dag på Limfjorden.

“VisitVesthimmerland får forespørgsler på vandaktiviteter på Limfjorden fra både turister og lokale borgere hver sommersæson. Derfor ser vi med glæde frem til, at Aalborg Outdoor tilbyder udlejning af SUPs, kanoer og kajakker hver onsdag i løbet af sommeren ”, siger turistdirektør Jimmi Petersen.

Aalborg Outdoor lægger stor vægt på at være fleksible i forbindelse med at udbyde events og aktiviteter, og har derfor udlejning af outdoorudstyr i hele Nordjylland. De har tidligere haft stor succes i Mariagerfjord og i Limfjorden ved Aalborg.

“Aalborg Outdoor glæder sig til at udleje outdoorudstyr i en by som Løgstør, som i høj grad har Limfjorden som omdrejningspunkt. Vi oplever en stigende interesse for vandaktiviteter som SUP-boards, kanoer og havkajakker”, siger
Martin Funke fra Aalborg Outdoor.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!