Nogle har nok bemærket, at et hus i Jernbanegade i Løgstør er blevet revet ned. Nu opføres der snart 7 nye rækkehuse.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det er tømrerfirmaet CBS BYG i Vilsted, der har igangsat byggeprojektet med 7 nye rækkehuse i Jernbanegade. Husene opføres ved siden af Fakta på en grund, som er købt af Løgstør Tømmerhandel.
Medejer af CBS BYG, Martin Hedegaard, oplyser, at der på nuværende tidspunkt er solgt to huse og yderligere et er reserveret. Derfor går byggeriet i gang i uge 16, og alle 7 huse ventes at være klar til indflytning i oktober eller november i år.
Et gammelt hus i Jernbanegade er blevet købt og fjernet for at gøre plads til projektet, som med alle omkostninger løber op i nærheden af 10,5-11 millioner kroner. I forbindelse med byggeriet etableres der indkørsel til de 2 parkeringspladser til rækkehusenes beboere fra henholdsvis Jernbanegade og Juelsgade. Mellem de 2 parkeringspladser etableres en brandvej.
CBS BYG tog de indledende skridt til rækkehusene allerede i 2017, men pga. forskellige udfordringer i byggesagsbehandlingen er byggestarten udskudt til nu. Blandt andet skulle der en ny lokalplan til, og det tager tid. Den nye lokalplan blev endelig godkendt 3. juli 2018. I mellemtiden har byggesagsbehandlingen i Vesthimmerlands Kommune ændret deres behandlingstid pga. et nyt edb system samt mængden af sager, som skal behandles. Dette har forsinket processen så meget, at byggeriet først kan gå i gang nu, fortæller Martin Hedegaard.
Der bliver fire huse på 112 m2 og tre huse på 92 m2. Hvert hus får en lille have og et skur. Prisskiltet bliver på henholdsvis 1.795.000 og 1.495.000 kroner.
- Det bliver lavenergihuse opført efter BR18, hvor de samlede månedlige udgifter kommer til at ligge lavt, slutter Martin Hedegaard.