Der var god overensstemmelse mellem det, rektor for Vesthimmerlands Gymnasium og HF, Jette Rygaard Poulsen, sagde i sin dimissionstale til studenterne fredag eftermiddag, og det, en af årets studenter, Caroline Sofia Binderup Johansen fra 3s, sagde lidt senere i sin tale til kammeraterne.
De to var enige om, at karaktertallene på eksamensbeviset ikke fortæller alt. Rektor undskyldte ligefrem for ”det sølle eksamensbevis”, som hun senere uddelte til hver enkelt dimittend, for det fortæller ikke om den vedholdenhed, eleverne lagde for dagen ved en Røde Kors-indsamling, så de vandt en konkurrence, hvori langt større gymnasier også deltog. Der står heller ikke noget om elevernes deltagelse i Det Nordjyske Talentakademi, deres ihærdighed med at lære at danse lanciers op til skolefesten og at begå sig i en fremmed familie på deres studierejse til udlandet, osv.
Hun sagde, at årets studenter havde lært ”at tage fra” og ”og at arbejde ud af boksen”, og understregede, at man kun lærer af at tage fejl en gang imellem. Jette Rygaard Poulsen slog fast, at ”uddannelse er dyr, men uvidenhed er endnu dyrere”.
Rektor var i sin tale også inde på de unges afhængighed af de sociale medier og konstaterede, at mange opdateringer tangerer ”fake news”. Hun oplyste om, at ordet ”skam” er på femtepladsen over de mest brugte søgeord på google. Det hænger til dels sammen med den norske tv-series succes, men det er ikke hele forklaringen. Med reference til Christian Hjortkær, lærer på Silkeborg Højskole og tidligere VHG-elev, opfordrede hun studenterne til at lære at leve med deres egen utilstrækkelighed og lade være med at retfærdiggøre sig selv. Til sidst opfordrede hun eleverne til at rejse ud og ”infiltrere” verden med den VHG-kultur, de er rundet af.
"Vi er mere end tal på et papir"
Caroline startede i sin tale med at fortælle om, hvordan hun havde ledt med lys og lygte efter et citat fra en berømt person, hun kunne bygge talen op om, men det havde hun opgivet igen. I stedet dukkede en Lectio-besked fra klassens samfundsfagslærer op i hendes bevidsthed: Det var op til en hyggeaften en almindelig onsdag i maj, at Hanne Irene Sørensen skrev følgende:
”Husk at resultatet af en eksamen ikke fortæller, hvor fantastiske, skønne mennesker, I hver især er (smiley).”
Det havde Caroline tænkt meget over lige siden, og det bragte hende frem til at sige:
”Man kan ikke måle kvaliteter som gåpåmod, medfølelse og kreativitet, og man kan ikke veje tolerance eller omsorg. Der er aldrig blevet givet 7 for evnen til at tørre tårerne bort hos en ven, der er ked af det. Der er aldrig blevet givet 12 for at gå forrest og tage ansvar, når tingene brænder på. Der er aldrig blevet givet 4 for evnen til modigt at kaste sig ud i nye udfordringer – og gud ske tak og lov for det! Pointen er ikke, at der så skal indføres karaktergivning i disse kvaliteter, nej, pointen er, at vi er så meget mere end de tal på et stykke papir, som vi i mange henseender reduceres til”.
Mod slutningen af dimissionen var der uddeling af forskellige legater. Bl.a. Erhverv Væksthimmerlands legat til den student, der havde opnået det højeste gennemsnit på VHG (11,6). Og hvem var det så? Hvem andre end Caroline Sofia Binderup Johansen, ironisk nok, der lige havde holdt ovennævnte studentertale.
Desuden uddelte rektor på Gymnasiets Venners vegne to legater til ”årets ven”: Frederik Uhrenholt Bigum fra stx- og Mads Haubro fra hf-afdelingen. Desuden uddelte hun to legater for den lokale Rotary-afdeling til to elever, der har rykket sig fagligt og socialt. Det blev Line Therkildsen fra 2p og Rikke Villadsen Bundgaard fra 3t.
50-års jubilarer
Ud over studenternes familier, elever og ansatte blev dimissionen overværet af 42 jubilarer fra årgang 67, som senere samledes til middag på Aars Hotel. De kunne konstatere, at deres gamle skole rent fysisk har undergået en stor forandring, således at den nu fremstår med tip-top moderne undervisningslokaler og udstyr, men den gamle VHG-ånd består. Eneste minus ved dagen var, at skolen tog afsked med den højt respekterede religions- og engelsklærer Hans Peder Nielsen, der nu går på pension.