Når Limfjordsmuseet den 9/9 er vært ved maritim festival og mere end 60 træskibe gæster Løgstør havn vil der glide et ”nyt” fartøj gennem kanal og havn. Limfjordsmuseet har gennem to år restaureret på et løgstøriansk fartøj med 50 år på bagen - og nu skal det atter i tjeneste.
I 2017 blev museet kontaktet af en mand i Hals med et såkaldt godt tilbud. En større træbåd var efterhånden blevet en vel uoverkommelig opgave for den daværende ejer, og museet blev tilbudt at erhverve fartøjet for en symbolsk pris.
Efter lidt research og forhandlinger slog museet til. Det viste sig nemlig at være en stor træjolle, der var bygget på Løgstør Bådebyggeri af de to navnkundige bådebyggere Peter Kjær og Søren Sørensen. Museet har gennem årene indsamlet en mængde materiale om bådebyggeriet, men at det også skulle lykkes at få et fartøj ind i samlingerne kom som en glædelig overraskelse.
Finurlig historie
Museumsdirektør Anders Bloksgaard, der har gravet i lidt i historien fortæller:
"Noget af det vi altid går op i, når vi tager nye gentande ind i vores samlinger er, at vi skal være helt sikre på museumsgenstandens historie - den såkaldte proviniens. I det her tilfælde var sagen ret klar. Giver kunne fortælle, at den var bygget i Løgstør til en Oskar Jensen i Hals. Fra historiske fotografier kunne vi konstatere, at den var identisk med den bådtype som Løgstør Bådebyggeri byggede i starten af 1970'erne, og endelig var der monteret et kobberskilt i båden med indskriften: Løgstør Bådebyggeri, Bygning nr. 23, 1971. Dermed var sagen klar. Eller det troede vi. For da vi var i fuld gang med restaureringen kom Søren Sørensen forbi. Søren er den eneste overlevende af ejerne af Løgstør Bådebyggeri. Han kunne fortælle, at den for det første ikke var bygget 1971, men i 1969. Og det var heller bådebyggeriet fartøj nr. 23, men rent faktisk det allerførste fartøj, de byggede. Når de i sin tid havde pyntet lidt på sandheden skyldtes det, at de simpelthen syntes, at det var for pinligt at skrive at det var bygning nr. 1 - det vikrede jo ikke som et erfarent bådebyggeri. Så lød det altså lidt bedre, at det var bygning nr. 23. Set fra museets side gør det ikke fartøjet ringere - tværtimod - at vi skulle få fat i det allerførste fartøj, havde vi ikke turdet håbe på."
Et fartøj med nye muligheder og opgaver
Løgstørjollen, der i en konkurrence for kommunens skolebørn har fået navnet ” Søstjernen” kommer til at udfylde både nye og gamle opgaver på Limfjordsmuseet. For det første bliver det et centralt fartøj i museets skoletjeneste. Men på den lidt længere bane skal Søstjernen også tilbyde nye aktiviteter og oplevelser på Limfjorden og ikke kun Frederik Den VII’s Kanal . Det vil dels være i form af solnedgangsture på Limfjorden, østerssafarier eller sejlende oplevelser sammen med Limfjordsmuseets nye snapseri.
Søstjernen får i øvrigt premiere for gæster og borgere på mandag kl. 14-18. Her tilbyder museet for 50 kroner en sejltur havneområdet akkompagneret af et glas koldt hvidvin. Anders Bloksgaard forklarer:
"Når de henved 60 træskibe lægger til, er der simpelthen ikke et smukkere syn end at se dem fra vandsiden. Og med Søstjernen er det nu blevet en oplevelse vi også kan dele med vores gæster."