Efter flere års stilstand er der nu kommet gang i stort byggeri i Himmerlandsgade.
Tekst & foto: Per Lyngby
Først blev de gamle bygninger revet ned for at give plads til et nyt, stort og spændende projekt med lejligheder og erhvervslejemål. Så kom finanskrisen ind fra sidelinien, og i stedet kom der til at stå en tom grund. En grund, som fremkaldte kritik, da den ligger på en meget central del af hovedstrøget i Aars. Et stakit kom op, og kunstneren Peer Poulsen gjorde sit til, at det blev pænt at kigge på.
Nu er stakit og lokal kunst igen væk, og gravemaskiner har overtaget pladsen. Den værste krise er overstået, og nu har ægteparret Grethe og Finn Mathiassen valgt at sætte gang i projektet efter en række år i mølposen.
Når byggeriet står færdigt om et års tid vil det rumme 8 centralt beliggende lejligheder, hvoraf flere allerede er solgt. Grethe Mathiassen driver selv forretningen “Den røde tråd”, men er endnu ikke afklaret på, om hun flytter den til det nye byggeris erhvervslejemål eller der kommer andre lejere ind.
Netop nu er byggeriet i en fase, hvor man er ved at udgrave kælderetagen.