Fredag blev der formelt sat punktum for den langstrakte sag om sikringen af sommerhusområdet i Lendrup, da Vesthimmerlands Kommune efter 12 år overdragede diget til et nyt digelag.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Et halvt hundrede mennesker bevægede sig i dag klokken 13 ud i det grå efterårsvejr i Lendrup for at overvære en demonstration af pumperne i Lendrup. Demonstrationen var en del af overdragelsesforretningen af højvandssikringen, som efter mange års tilløb omsider blev realiseret i 2016.
Teamleder ved Vesthimmerlands Kommune, Carsten Agesen, har stået i spidsen for projektet, som er stødt på megen modstand undervejs. Men i dag kunne han ånde lettet op og melde opgaven for løst. Han forklarede de fremmødte, at højvandssikringen er bygget til at klare en såkaldt 200 års hændelse, hvor vandet stiger til 210 centimeter over det normale.
Nu har Vesthimmerlands Kommune efter endt anlægsarbejde overdraget diget og pumperne til et nyetableret digelaug, som nu skal kræve pengene ind hos Lendrups sommerhusejere.
Formanden for Lendrup Strand Beboerforening, Hans Thorup, er glad for, at højvandssikringen nu er nået i mål:
- Vi kunne have ventet, indtil det er staten og kommunen, der får ansvaret kystsikringen, men så kunne vi have ventet i 10 eller 20 år. Vi er super glade for vores nye kystsikring. Den har allerede sat gang i salg og renovering er sommerhusene, sagde Hans Thorup.
Sommerhusejere betaler selv
Omkostningerne til højvandsikringen er fordelt ud på 166 sommerhusejere efter en særlig fordelingsnøgle. Det betyder, at sommerhusejerne skal betale efter hvor meget glæde, de får af sikringen. Således skal de lavestliggende sommerhus betale det største bidrag. Der er lavet en aftale om tre satser afhængigt af sommerhusenes kote.
Netop fordelingsnøglen blev årsag til, at projektet trak ud i årevis. da tre sommerhusejere modsatte sig princippet. To af dem blev klaret ved forhandling, mens den tredje klage endte i Miljø- og Fødevareministeriets Departement, som endegyldigt underkendte klagen.
Den endelige regning for højvandssikringen er ikke helt klar, oplyser Carsten Agesen. Men budgettet på omkring 2 millioner kroner kommer nogenlunde til at holde, og for sommerhusejerne bliver regningen formentlig på omkring 13.000 kroner for de største bidragsydere.
Så kan orkanen bare komme an
Ved dagens overdragelse kunne sommerhusejerne ved selvsyn se, hvordan pumperne virker, da Lendrup Strand Digelags første formand, Frode Sønderstrup, trykkede på knappen, og hurtigt fik flyttet store vandmængder.
- Man må nok sige, at 12 år er lang anlægstid, men det er jo demokratiets spilleregler. Det må vi indrette os efter. Nu mangler vi bare en ordentlig orkan, så vi kan få afprøvet alle de gode idéer, intentioner og forventninger, som har stået bag hele projektets gennemførelse, sagde Frode Sønderstrup, der dog tilføjdede, at han alligevel håber, at orkanen lader vente på sig.
Fremover bliver det digelagets opgave at stå for vedligeholdelse af sikringen, og finansieringen af dette skal ske ved opkrævning hos sommerhusejerne efter samme fordelingsnøgle som ved anlægsprojektet.
Lendrup var særligt ramt af oversvømmelse i 2005, da en voldsom storm ramte Danmark. Det blev kaldt en 500 års hændelse, og en sådan gentagelse vil den nye højvandssikring trods alt ikke kunne beskytte sommerhusene for 100 procent.