Idéen om at få bygget en helt ny skole i Løgstør i stedet for at renovere den gamle bliver ikke til noget.
Af Jacob Dalgaard
Det fastslår borgmester Per Bach Laursen (V). Han understreger, at det er et godt projekt, kommunen har fået præsenteret af den lokale arbejdsgruppe, der har agiteret for, at pengene kunne bruges bedre på et nybyggeri. Men forslaget er ganske enkelt kommet for sent.
Borgmesteren tilføjer, at havde det været hans egen forretning, havde der næppe været en diskussion om, at der skulle bygges nyt. Men processen er en anden i den politiske verden, siger Per Bach Laursen.
Han henviser også til, at nedrivningen af skolen i givet fald vil løbe op i noget ud over det sædvanlige. Desuden ville et nybyggeri tvinge byrådspolitikerne ud i at se på andre mulige driftsrationaler - herunder muligheden for at samle Toppedalskolen og Raum Skole sammen med Løgstør Skole. Og det er ikke en diskussion, vi ønsker at gå ind i nu, siger Per Bach Laursen.
Beslutningen ærger alligevel bygningsingeniør Stefan Bjarnvik, der har siddet med i arbejdsgruppen, der har regnet på tallene på den nye skole. Han er helt overbevist om, at det budget på omkring 48 millioner kroner, der er afsat til skolerenoveringen, ikke kommer til at holde.
Men måske er arbejdet ikke helt spildt. Konsekvensen kan nemlig blive mere borgerinddragelse i lignende projekter fremover, lyder det fra Per Bach Laursen.