Tysk båd drev på grund med livløs mand om bord, mens nyt søredningsselskab i Løgstør holdt indvielse på havnen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Dansk Søredningsselskab indviede i dag klokken 11 sin nye station i Løgstør, som officielt er klar til brug den 1. juni. Så lang tid skulle der imidlertid ikke gå, før stationen beviste sin berettigelse.
Stationsleder Anders Poulsen havde netop holdt sin indvielsestale, og borgmester Per Bach Laursen klippet den røde snor, da der tikkede en meddelelse ind, om at der var drevet en tysk båd i land på sydsiden af fjorden mellem Løgstør og Aggersund Kalkværk.
Mistanken om at det var en planlagt happening, viste sig hurtigt at være helt forkert.
Et par frivillige fra det nye søredningskorps sprang i redningsbåden og sejlede ud til den grundstødte sejlbåd. Det viste sig, at der i båden lå en livløs mand. Derfor blev redningsbåden hurtigt sendt tilbage til Løgstør efter en hjertestarter og en redningshelikopter blev hidkaldt.
Stationslederen siger efterfølgende, at det tyder på, at manden desværre er afgået ved døden.
- Men vi har fået stor ros fra JRCC (den danske eftersøgnings- og redningstjeneste, red.) for vores håndtering af opgaven, og dagens episode sætter helt klart vores opgave i relief, siger Anders Poulsen.
Båd ikke helt klar til indsættelse
Båden, som skal hjælpe nødstedte sejlere i den midterste del af Limfjorden, er endnu ikke helt klar til brug. Derfor har redningsstationen indtil videre lånt en noget mindre reservebåd.
Så sent som i aftes kort før midnat måtte Anders Poulsen melde pas til en anden redningsaktion, fordi båden endnu ikke har fået installeret navigation. Det var en båd, som var gået på grund ved Gjøl. Men i fremtiden er det meningen, at søredningsbåden i Løgstør og de godt 20 frivillige skal dække hele den centrale del af Limfjorden som støtte for JRCC.
Efter indvielsen i dag skulle borgmester Per Bach Laursen og teknik- og miljøudvalgsformand Uffe Bro have været med redningsbåden til Livø for at indvie den nyrenoverede havn der. Grundet den alvorlige og akutte redningsaktion, måtte de to politikere i stedet tage færgen.
- Det er selvfølgelig vigtigst, at båden bruges til det, den skal, siger Per Bach Laursen.
Hjælp fra svensk søredningstjeneste grundlagde idéen til station i Løgstør
Anders Poulsen og hans hustru Marianne oplevede for 12 år siden selv at få hjælp fra den svensk søredning, da parrets dieselmotor gik i stå under en sejltur på Kattegat fra København til Göteborg.
- Det var denne hændelse fra det virkelige liv, der gav mig inspiration til at kontakte Dansk Søredningsselskab, efter vi var flyttet til Løgstør i 2011, for at få selskabet til at etablere en station i Limfjorden med hjemsted i Løgstør, sagde Anders Poulsen i sin indvielsestale.
Nu er idéen udmøntet i en redningsstation, som holder til i det tidligere lodshus på havnen. Stationen ledes af en styregruppe bestående af repræsentanter fra Vesthimmerlands Kommune, Løgstør Bådelaug og Limfjordsmuseet personificeret af Birger Larsen, Anders Bloksgaard, Jørgen Hansen, Ib Johansen og Anders Poulsen.
Stationen er den 10. under DSRS i Danmark - men foreløbig den eneste i hele Nordjylland.
Den nye redningsstation i Løgstør har fået en række tilskud til udstyr fra forskellige sider. I dag overrakte Allan Ritter Andersen på vegne af Spar Nord Fonden 10.000 kroner til stationslederen.
Se tidligere artikler om redningsstationen: