Begrænset interesse for Løgstør Badmintonklubs generalforsamling.
Løgstør Badminton Klub har afholdt sin årlige generalforsamling med hvad, der i den grad kunne betegnes som et begrænset fremmøde. Blot en enkelt ud over den siddende bestyrelse var mødt op for at høre, hvordan året var gået i den lokale badmintonklub.
Netop den manglende interesse og opbakning til klubben er noget som på sigt kan blive en stor udfordring for klubben. Der mangler simpelthen nogle flere, som har lyst til at bidrage såfremt klubben skal udvikle sig årene fremover.
Klubben har i år ellers oplevet en medlemsfremgang på ungdomssiden, hvilket også er grunden til at man fra næste år udvider træner staben, således at den udover klubbens nuværende træner, Mathias Ahlburg, også kommer til at omfatte Jørn Peter Hansen og Christoffer Hansen. Dette trekløver vil fra næste sæson varetage træningen af klubbens ungdomsspillere.
Årets ungdomsspiller
Onsdag i den forgangne uge blev der afholdt afslutning for klubbens ungdomsspillere hvor årets ungdomsspiller blev kåret. Det blev Nickolaj Gatten, som fik overrakt en nye ketcher sponsoreret af Spar Nord Bank.
På motionistsiden er der også fremgang at spore. Klubbens initiativ 60+ badminton har igen i år flere deltagere. 60+ dækker over en flok glade motionister, som har rundet de 60 år og som hver torsdag formiddag mødes i Lanternen til en gang badminton og efterfølgende hygge i Spar Nord Cafeen.
Økonomisk er det en klub i balance, idet årets resultat lød på lidt over 10.000,- kr. i overskud, hvilket betegnes som værende tilfredsstillende. I forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet blev der sendt en tak til de få men loyale sponsorer, som bakker op omkring klubben ved bl.a. at støtte den så populære Løgstør Kalender, som Løgstør Badminton Klub står bag og som hvert år omdeles i byen.