Stigende håndværkerudgifter gør det svært at holde budgettet ved ombygning af Hjælpemiddeldepotet i Aars.
Tekst: Per Lyngby
Håndværkerne i Danmark har travlt i denne tid, og det kan være svært at få materialer. Det er altsammen med til at presse priserne i vejret på mange områder.
Det mærker man nu også hos Vesthimmerlands Kommune, hvor en planlagt ombygning af kommunens hjælpemiddeldepot på Hjortkjærsvej i Aars er kommet i farezonen, fordi de indkomne tilbud overstiger, hvad der er afsat til projektet, nemlig 5 mio. kr.
Efter at der er reduceret i projektet og taget højde for lånefinansiering til energiforbedringer er der stadig 630.000 kr. som mangler at blive finansieret, og fra forvaltningen er indstillingen, at pengene skal findes andetsteds, konkret fra puljen til vedligeholdelse af plejecentre, ellers er alternativet at stille ombygningen i bero.
Konsekvensen ved at aflyse udbuddet og ombygningen af depotet er, at der ikke bliver skabt optimale rammer for sikker hygiejne omkring hjælpemidlerne, såvel som arbejdsmiljøforholdene for medarbejderne på depotet ikke bliver forbedret. Endvidere vil det betyde, at serviceudvidelsen for borgerne omkring "straksservice" på depotet (få bevilget småhjælpemidler og afhentet på samme tid), ikke bliver iværksat, da det ikke er muligt i nuværende rammer, hedder det i administrationens bemærkninger, hvor man i samme forbindelse anbefaler, at der ydes den nødvendige tillægsbevilling, så projektet kan gennemføres, da man ikke forventer, at det kan gøres billigere på et senere tidspunkt.
"Forud for mødet i Økonomiudvalget onsdag eftermiddag fik vi melding om, at man havde fået finansieringen på plads via midler fra puljen til vedligeholdelse af plejecentre, og dermed kan vi sætte gang i projektet, som også har været længe undervejs, men meget nødvendigt", siger borgmester Per Bach Laursen (V) til Lokaltindblik.dk.
Konkret er der tale om bl.a. at forbedre logistikken i bygningerne med flere porte, således at de brugte hjælpemidler kan komme ind af en port, og udleveres desinficerede og rengjorte af en anden port.
"Der har været lidt bygningsmæssige udfordringer på stedet, og det har også været på tale at finde et andet sted, men med den løsning, som vi har fundet nu er Hjælpemiddelcentret fremtidssikret, og det lever op til gældende krav", siger Per Bach Laursen.