Den store gårdsplads på Lundgård i Overlade var fyldt op, da der var høstmøde i aftes.
Maskinhuset på Lundgård i Overlade var i aftes pyntet op med bigballer, levende lys og valgpropaganda, da Venstre holdt høstmøde for både medlemmer og andre interesserede. Næsten 100 mennesker var mødt op i de landlige rammer på et moderne landbrug.
Partiets borgmesterkandidat og indehaver af Lundgård, Per Bach Laursen, indledte mødet med at fortælle om slægtsgårdens historie. Han blev som 3. generation medejer af gården i 1990 sammen med sin far Aksel. Siden 1998 har Per været eneejer på gården, hvor der er 1200 søer og dyrkes 350 hektar landbrugsjord.
Der var mere historie på programmet, idet museumsdirektør Broder Berg, Vesthimmerlands Museum, berettede om vesthimmerlandsk kulturhistorie.
Om lidt over 2 måneder er der kommunalvalg, så politik og valgsnak blev der også plads til under og efter kaffen. Inden selve høstmødet viste Brith og Per Bach Laursen rundt i deres store stuehus, hvor cirka 35 mennesker fulgte med.