Sæsonen for byfester blev i går indledt med byfesten i Overlade.
Af Jacob Dalgaard
I går, i dag og i morgen står den på byfest i Overlade, som vanen tro har lagt festen i Kr. himmelfartsferien ligesom Vester Hornum også har. Årets program i Overlade startede i går eftermiddag med banko i Overlade Kulturcenter, hvor 145 spillere var mødt op, så arrangørerne måtte finde ekstra stole frem.
I aftes blev Overladeløbet skudt i gang, og selv om vejret viste sig fra sin grå side, stillede 40 friske løbere til start. Der var præmier til de hurtigste hod både mænd, kvinder og børn. Hos mændene var det Nicklas fra Borregård, der i tiden 24:23 minutter tilbagelagde de 5,8 km hurtigst. Hos kvinderne var det Britt fra Farsø Tri og Trim i tiden 29:30 minutter. Hurtigste barn var Jeppe fra Overlade, der klarede ruten på 27:35 minutter.
Førstedagen af byfesten blev rundet af med en byfestgudstjeneste i kirken, hvor borgmester Per Bach Laursen havde påtaget sig at holde prædikenen. Derudover var der musikalsk underholdning med folkemusikgruppen Hanegal. Tilsammen tiltrak disse aktører i kirken 92 besøgende, som efter gudstjeneste blev trakteret med en lille snack i våbenhuset.
I dag fortsætter byfesten med den årlige firma-gadefodboldturnering og grillgris og diskotek i hallen i aftentimerne.